Åh Marie, hvorfor plager du mig gennem disse ensomme aftener? Hvorfor hænger smerten så tungt i mit hjerte, at jeg rives ned i disse tilstande af sorg og desperation?
Jeg ville så gerne græde lige nu, men jeg kan ikke, jeg kan slet ikke.
Det er som om der er en bombe inden i mig, som venter på at sprænge i luften, som om du tændte lunten og jeg nu mærker den glødende varme strømme igennem min krop, denne sviende smerte.
Jeg vil sprænge! Åh for helvede, lad mig sprænge i luften i disse tykke nætter!
Jeg må gøre noget for at komme ud af denne skrækkelige tilstand, den river og flænser i mig til jeg ikke mere er i stand til at gøre noget.
Jeg fjerner mig endnu mere fra omverdenen og flygter ind i mine egne verdener.
Men det hjælper intet, jeg tænker stadig på Marie.
Hun flakker som en engel i mit hoved, jeg mærker den lette brise fra hendes vinger, men jeg kan aldrig flyve op til hende. Hun forsvinder langsomt ind i solens brændende øje. Og snart er hun væk, tabt for altid bag disse bakker, jeg så desperat prøver at kæmpe mig over.
Men de er for høje, for vanskelige at forcere!
Bagved ligger kærligheden og gløder i al sin glans, tusinde ædelstene glitrer i denne krystalnat, på himlen lyser stjernerne om kap.
Men alt dette er væk for mig, jeg er afskærmet fra disse vidunderlige syner, jeg ligger blot på min seng og tænker på de bedøvende piller og den berusende sprut.
I nat vil jeg flygte i min egen døs af sprut og piller. Jeg vil slubre de sidste usmagelige kodimagnyler i mig, og bagefter vil jeg svale væk i snapsens flydende have.
Jeg vil mærke spruttens bølger skvulpe i mit hjerte, mærke kodimagnylerne syde i min brændende hjerne.
Og jeg vil sove bort fra denne triste himmel og vågne op i nye dale, hvor billedet af Marie ikke længere vil hærge min sjæl, hvor alle smiler og byder mig velkommen med de varmeste omfavnelser.
Hvor folk er smukke, så smukke, at hjerternes rytme kan høres selv langt ud på de lysende nætter.
Jeg vil ikke dø, men vågne op i en kølig hospitalsseng, og det første syn, jeg ser, vil ikke være Marie, men en styg og fæl sygeplejerske, der hamrer sin dårlige ånde ned i mit forpinte hoved og skærer igennem min skælvende sjæl.
”Nåh, endnu en af disse selvmordskanditater, sikke et elendigt, bitte skvat. Vågn dog op, kylling!”
Hun vil skånselsløst daske mig ud af mine søde, små drømme og vælte mig ud af den magelige seng.
”Så er det i bad, min lille herre. Nu!”
Og jeg kommer til at kravle hen ad gangene med hjertet vredet sammen til en blødende karklud, og alle mine indvolde vil baske som skarpe kløer mod min hud og rive mig op indefra.
”Videre, lille mand. Kom nu, skvat!”
Og hun vil brutalt skubbe mig igennem disse blege gange, hvis vægge gang på gang slår mod mit hoved.
”Såh, kan vi ikke gå ordentligt, mors dreng?”
Hendes stemme hvisler mod mig, mens hun langsomt lader sine sveddryppende arme synke ned over mig, og hun løfter mig i et kvælende favntag i en stank af sved og medikamenter.
Det er på dette tidspunkt, at jeg vil brække mig ud over alle disse vægge og med blodet brusende igennem mine årer løbe ud under den lyse himmel.
Det er på dette tidspunkt, at jeg endnu engang vil drukne i en døs af piller og sprut.
Åh lad mig svæve ind i disse nye verdener, væk fra denne verden med alle dens grå vægge, væk fra Marie.
Da du endnu elskede mig, var vi båret af den samme sitrende rytme, og jeg kunne svæve ved din side. Vi var endnu ikke nået over de højeste bjerge, der skjulte de skønneste dale, før dit hjerte slog over i en anden rytme: Din kærlighed flammede bort og bandt dig ikke mere til mig.
Vore hjerter smeltede hver sin vej, og tung over tabet af dit faste hjerte, styrtede jeg mod jorden. Min krop er endnu ikke faldet til ro, men svæver stadig igennem disse himle af stjernelys og sorte huller: Du har splittet mig imellem to verdener, Marie Englehjerte!
Åh, jeg er vel lidt fuld nu. Jeg har spist 20 kodimagnyler og netop slugt tre genstande snaps mere og min krop er begyndt at føles som var den i trance. Jeg er endnu ikke svimmel eller noget, bare lidt… åh, I ved hvad jeg snakker om.
Jeg har altid syntes, at sorgen var noget af det smukkeste. Er der noget smukkere end et menneske, der er ved at bryde sammen i sorg? Hvornår ser man ellers følelser, der er så oprigtige?
Selv kærligheden kan være et bedrag, den behøver ikke være sand.
Hvem siger, at Marie nogensinde elskede mig?
Hvis hun brød sammen for mine fødder i sorg, ville jeg vide, at hun elskede mig.
Ellers er det så nemt at bedrage andre, at vride deres følelser til egen fordel.
Kun sorgen er oprigtig, kun sorgen er sand.
Hvem kan tvivle på Ian Curtis’ sorg, når den kulminerede i et selvmord?
Er det ikke det ultimative? At tage sit eget liv?
Følelserne er sande og oprigtige og skinner som stål igennem selv de mørkeste og mest drømmende nætter.
Fra den ene dag til den anden mistede hun sin kærlighed til mig, og jeg var slået tusind år tilbage, tilbage til mit fiktive univers af stjerner, der bare glitrer og funkler, men som jeg aldrig kan røre. Aldrig!
Som Marie, der svæver over mig.
Min kærlighed er som en fugl, der hånende flyver over mit hoved. Jeg kan se den, sanse den, føle den, men aldrig røre den, aldrig suge den ind i mit hjerte.
Farvel, min elskede engel, må du svæve godt igennem livets skyer, jeg ønsker dig alt vel, når kærligheden er faldet til ro og ikke vokser som stikkende roser, der konstant prøver at sprænge mit hjerte itu.
Jeg er en eksplosion af blussende roser i disse nedfaldende nætter!
Nu mærker jeg fuldskaben bruse i mit hoved, mine bevægelser bliver langsommere, mine lemmer mere laskede.
Jeg falder om i gruset og skal aldrig mere se himlens stjerner lyse for mig.
Jeg hører kun den døde summen i mit hoved, en snurren, der hvirvler mig bort fra denne verden.
Desperat prøver jeg at holde fast i de linjer, der forbinder mig med denne jord: min familie, Julie, Rikke… Åh, hold mig tæt, så jeg ikke opløses i disse skrækkelige dage, der jagter mig.
Åh, giv mig ro, så jeg ikke bukker under for denne tyngende sorg, der presser mig til bunds, så jeg ikke drukner i dette ragnarok af traumebilleder.
Marie, Marie… Hvorfor flyver du ikke bare bort? Du har mange andre luftlag at boltre dig i, mange andre skyer at kysse. Arghhh…!!?!
Hvorfor stikker jalousien så skarpt til mig? Jeg skælver ved tanken om Marie sammen med en anden, som om det vil eksplodere mine indre universer.
Åh, lad mig drikke videre og bremse disse tanker, de gør jo kun hullet smallere, jeg vil gerne op igen.
Venner, hjælp mig, jeg behøver jeres varme nu, hvor alt andet ramler sammen for mine øjne. Alt er styrtet til jorden, jeg har kun jer, og jeg elsker jer, selvom jeg ikke er så god til at vise jer det.
Undskyld, kære familie, jeg er for svag, for nemt et offer for denne verden.
Jeg er fuld som bare fanden i helvedes sovs af røvlortede krydderier, der eksploderer som pis i denne forbandede verden, og så på en tirsdag aften!
Skal jeg blive bz’er? Christianit?
Jeg er stangdrukken og nu vil jeg drikke mig mere fuld, indtil jeg ender på det forjættede hospital.
Jeg har drukket endnu en genstand, smagen er så stærk, at jeg har svært ved at fortsætte mit drikkeri, jeg bliver nok aldrig alkoholiker.
Jeg har lyst til at ringe til Marie og høre hendes stemme som den sarteste fuglesang, som man hører fuglene synge på de tidligste morgener.
Mens vi andre ligger så trætte, deler de gladeligt ud af deres unikke skønhed, putter lidt skønhed i vore hjerter, så vi er beredte på dagens barske ydre.
Det er på tide, jeg erkender hvilken verden, jeg lever i. Se på den, den er sgu smuk som den er! (Gu’ er den ej!)
Jeg skal sgu nok få vasket Marie ud af min sjæl, det bliver jeg nødt til, ellers dør jeg. Og jeg er ikke parat til at dø, endnu.
Nej, jeg vil leve videre og opleve alle de ting, andre glæder sig så meget over. Mest af alt, en ny kærlighed. Det behøver jeg for at komme væk fra Marie.
Jeg kan ikke blive ved med at tænke på hende, men jeg kan ikke glemme hende, jeg kan ikke acceptere, at hun ikke mere er min kæreste, at vi ikke mere hører sammen.
Jeg kan stadig mærke vort fælles univers bruse igennem min krop, det bruser ikke blot, i denne smertetilstand syder det nærmest, jeg brænder op indefra.
Jeg venter bare på eksplosionen, jeg ender med at eksplodere, jeg ender med at dø.
Min mave snurrer sig nu sammen. Jeg tror ikke kodimagnyler i store doser er godt for maven, jeg har også haft mavepine de sidste par dage.
Nu har jeg samlet indtaget omkring 55 kodimagnyler, så mon ikke en varig hjerneskade ligger og venter forude? Det kan vel ikke være værre end den udvikling, som ligger og gærer som bakterier foran vores blinde øjne.
Jeg er fandme ligeglad!
Nu vil jeg bare drømme og synke væk fra denne verden.
Tanken om Marie skærer i mit hjerte, der nu er vredet helt om og blot hænger slasket som en død karklud, der drømmer om bedre opvaskemidler.
Åh, hvilken exceptionel poesi! Jeg er vel den nye Rimbaud (ha ha…)!
Hvorfor falder min krop ikke bare om og lader mine tanker rejse bort til mine drømme, hvor ingen ondskab hersker, ingen grusomhed skærer sine grimme spor i hjertet?
Jeg mærkede netop min nakke og den føltes mærkeligt varm. Hele øjeblikket, hvor min hånd snittede nakken, føltes lidt mærkeligt.
Vågn op!
Se dette liv i øjnene og erkend, accepter at det er hér, du skal leve, hér du skal føre din tilværelse.
”Michael michael
det er her det foregår
dernede findes ingenting
køligt sort og klart
men her er smerten angsten og sorgen
kun her kan du vinde
ikke fortryde
men bruge smerten angsten sorgen
som afsæt for en form for liv
michael michael nu har du forsøgt
det er her du skal forsøge
og vinde.”
Og så forsøgte han igen.