Som dreng står Andy de fleste af døgnets timer og stirrer ind i væggen på sit værelse i Great Necks, Long Island. Han forestiller sig, at væggen er ét stort, jublende publikum. Han hopper op og ned i sin seng, op og ned, op og ned, mens et væld af stemmer og gestikulationer strømmer ud igennem hans lille energiske krop.
I et hjørne af værelset står hans yngre søster, Caroline, og kigger på. Hun er to år gammel.
Andy forlader aldrig sit barneværelse. Da han rejser fra forældrenes hus, rejser værelset med ham. Og alle hans stemmer og alle hans gestikulationer.
Snart dukker han op på Saturday Night Live. Han står på scenen ved siden af en gammel grammofonafspiller. Han kigger ud på det indbudte publikum. Hans store, blå øjne er spilet helt op. Han siger ikke noget. Fra afspilleren lyder en gammel, knitrende børnesang, ”Mighty Mouse.” Andy drikker et glas vand. Han kigger på publikum.
Hans hår er tilbagestrøget. Han har en hvid skjorte på. Skjorten er stukket ned i et par lige så hvide bukser. Under skjorten bærer han en højhalset, sort trøje.
Grammofonafspillerens pickup går i hak i en rille. Sangen går i stå.
Andy kigger lidt ud i tomrummet mellem sig selv og publikum. Så går han hen til afspilleren. Han løfter pickupen, sætter den ned igen. Der lyder et kort skratsj. Så fortsætter sangen. Andy kigger på publikum. Han tager sit glas med vand. Han kigger på publikum, han drikker af glasset.
Publikum begynder at sidde lidt uroligt i sæderne. Hvor må det være pinligt for ham, ser de ud til at tænke, sådan at stå dér direkte på landsdækkende TV, foran millioner af mennesker over hele det store amerikanske kontinent. Hvor må det være pinligt for den stakkels, ubehjælpsomme mand med de store, stirrende øjne ikke at vide, hvad han skal sige. Ikke ane, hvad han skal gøre.
Et par stykker blandt publikum begynder at kigge ned i gulvet. En af kameramændene klør sig i håret. Kameramanden kigger spørgende på showets producer, der står ude i den ene side af scenen og skærer tænder. Andy bliver stående. Andy kigger tomt ud i luften. Andy fortrækker ikke en mine. Andy bliver bare stående.
Det er næsten ikke til at bære. Det er næsten ikke til at holde ud at overvære.
Og så, pludselig, strækker Andy den ene arm ud i triumf. Han bøjer lidt ned i knæene, og han mimer henrevet til børnesangens omkvæd.
”Here I come to save the day!”
Publikum er ved at falde ned af stolene af grin, de føler sig helt forløste og lettede. Det er en stor succes. Andy er glad.
Et par år efter, på David Lettermans talkshow, bliver Andy slået i gulvet af Jerry Lawler, en folkekær wrestler fra Memphis, Tennessee. Andy vælter ned fra sin stol. Han ruller rundt på gulvet neden for stolen.
Så rejser Andy sig og vakler forvirret, fortumlet, rundt i TV-studiet. Han går hen til Lettermans bord. Han hamrer sine næver i bordet af alle kræfter, han råber og skriger. Han tager en kop fra bordet og slynger en sjat kaffe i hovedet på den tætbyggede wrestler. Jerry Lawler betrager ham med stoisk ro, hans næver er knyttede.
Så løber Andy ud af TV-studiet og gemmer sig bag alle kamerafolkene.
Og en anden gang kommer Andy op at slås med en producer, igen direkte på TV, fordi han nægter at gennemføre en sketch. Han skal spille skæv og det kan han ikke. Så han begynder i stedet at kaste vand i hovedet på de andre skuespillere.
Og de andre skuespillere bliver sure og vrede. Og pludselig står alle skuespillerne på scenen og kaster vand og mad og bestik efter hinanden, og produceren løber ind på scenen, og produceren griber fat i Andy, og Andy slår ud efter produceren, og produceren slår ud efter Andy, og så går skærmen i sort.
Og igen og igen må Andy undskylde over for alt og alle.
”I’m sorry, I’m sorry, I’m so sorry…”
Men Andy kan ikke lade være. Ikke så snart har folk tilgivet ham, før han atter roder sig ud i offentlige klammerier. Og til sidst gider de ham ikke mere. TV-stationerne, hans fans, hans kolleger, det amerikanske folk.
Og Andy bliver stemt væk fra TV-skærmen. En lørdag aften. På Saturday Night Live.
Og han rejser i stedet land og rige rundt og wrestler med kvinder. Han tæver dem sønder og sammen. Han ydmyger dem, han tramper på dem, han håner dem, og han bræger løs til alt og alle. Han er The Inter-Gender Champion of the World. Ja, han er så.
”I’ve got the brains! I’m from Hollywood! I’ve got the brains!”
Og så, en dag, begynder han at føle sig lidt mat i kroppen. Han hoster en smule. Så begynder han at hoste lidt mere. Og så lidt mere. Og lidt mere. Og han føler sig så træt og mat; selv den mindste aktivitet tærer og slider på hans kræfter.
”Måske skulle du gå til lægen, Andy”, siger hans søster.
Måske.
Og så gør han det endelig. En dag i december, kort før jul. Og lægen trykker på hans brystkasse. Og lægen beder ham hoste. Og lægen kigger ned i halsen på ham. Og til sidst tager lægen et par røntgenbilleder af Andys lunger. Og det er så det.
Nogle dage efter kommer resultatet.
”Det er lungecancer. En sjælden art.”
”Nå.”
”Der er ingen grund til at operere.”
”Godt.”
”Nej, Andy,” siger lægen. ”Det er ikke godt.”
Og lægen kigger på Andy. Og lægen siger, at Andy højst kan regne med et halvt år. Andy er vegetar. Han har aldrig røget, han har aldrig drukket. Det er en mærkelig besked, tænker han.
Fem måneder senere ligger Andy i en seng på Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles. Hans familie står omkring ham. Hans far Stanley, hans mor Janice, hans bror Michael, hans søster Caroline, hans kæreste Lynn.
Andy trækker vejret tungt, hans øjne er helt opspilede. Han har ikke længere noget hår på hovedet. Han stirrer på sin familie med et underligt udtryksløst blik. De holder alle om ham. De griber fat i hans hænder, hans fødder, hans hoved.
”Come on, Andy, you can stay with us,” siger hans søster Carol. “You can stay.”
“Bye, Andy”, siger hans bror Michael.
”Have a great trip.”
