En aften falder jeg over en bog om en rocker, der elsker makakaber og karate, og som en onsdag aften mejes ned af fire andre rockere uden for sin kælderlejlighed på A.F. Beyersvej i Vanløse.
De fire er bevæbnet med maskingeværer, de skyder ham flere gange, mens han kravler på alle fire hen over asfalten, de skyder ham igennem lungerne, igennem skulderen, igennem leveren, og de skyder baghovedet af ham, fordi han har bragt deres rockerbande i forlegenhed.
Bogen står i vinduet i et lille antikvariat ved Enghave Plads.
Dagen efter tager jeg to tegneseriealbums med Basserne, som jeg tidligere har købt på et hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken, under armen, og jeg går ned til antikvariatet.
Jeg spørger den ældre antikvarboghandler, om han er interesseret i en byttehandel. Han kigger på de to albums og tilbyder en femmer stykket. Det er langt fra en formue, tænker jeg, men jeg gider ikke gå tilbage med tegneserierne, så jeg går med til handlen.
Mens jeg er i butikken, finder jeg også en amerikansk tegneserie til tredive kroner, tegnet af Kent Williams, som jeg gerne vil købe.
Desværre tager han ikke imod dankort, så jeg siger, at jeg vil gå ud og skaffe nogle kontanter. Jeg går over i Netto og køber to liter økologisk mælk, og da jeg står ved kassen og skal til at køre mit kort igennem maskinen, beder jeg kassedamen om at få en halvtredser oveni.
Så trasker jeg gennem sneen tilbage til antikvariatet, men da jeg når hen til døren, er den låst og der hænger et skilt, hvor der står ’Kommer straks’ på.
Jeg står foran døren og venter et par minutter og spejder lidt rundt på pladsen for at se, om jeg kan få øje på den ældre antikvarboghandler, men han er ikke til at se.
Ti minutter går, og jeg begynder så småt at spekulere på, om han mon er faldet om bag disken inde i butikken. Det er dog sjældent, beroliger jeg mig selv med, at folk når at hænge et skilt op i døren med besked om, at de snart er tilbage, umiddelbart før de dratter omkuld, så han dukker nok snart op.
Tyve minutter går. Den samme flok mennesker passerer mig i flere omgange og flere af dem ser ud til at undre sig over, hvorfor jeg ikke bare går ind i butikken. De kan ikke se skiltet.
Så dukker der en anden kunde op, en yngre pige. Vi skæver lidt til hinanden, nikker høfligt, og får så begge øje på den ældre antikvarboghandler. Han sidder inde i butikken, han har åbenbart været der hele tiden.
Vi regner med, at han nok går hen og låser døren op om lidt. Men det gør han ikke.
Han sætter sig ned på en stol bag disken og begynder at tale i telefon, så rejser han sig, går rundt i butikken med telefonen ved øret, går tilbage til disken, sætter sig ned igen.
Fem minutter går. Pigen foreslår, at vi samler det puslespil, hun har stående på sin bagagebærer. Inde i butikken læner antikvarboghandleren sig mageligt tilbage i sin stol og taler videre.
”Vi kan nok nå at samle puslespillet en 3-4 gange, før han bliver færdig med den samtale,” siger jeg til hende. Jeg er begyndt at føle mig en smule dum.
Så sker miraklet endelig. Antikvarboghandleren trasker hen til døren og låser den op, han åbner den ikke, men vender sig om og trasker tilbage til disken uden at værdige os et ord eller et blik.
”Han er sin egen,” siger pigen, hun smiler opløftende og åbner forsigtigt døren.
Jeg går op til disken.
”Så har jeg skaffet nogle kontanter…”
Han kigger tomt på mig, det ser ud som om han ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg taler om. Jeg nævner bogen og tegneserien, jeg aftalte at købe af ham en halv time forinden.
”Dem har jeg stillet tilbage,” siger han uden mindste beklagelse i stemmen.
”Øh, okay…”
Jeg tager de to albums med Basserne op af min pose.
”Jeg ringede til ejeren angående de to albums og dem er hun ikke interesseret i, så dem vil jeg ikke have.”
(Ejeren er hans niece.)
Jeg tænker, at det nok ikke nytter noget at hidse sig op, selvom jeg nu uden byttehandlen atter ikke har kontanter nok, og jeg siger, at jeg så gerne vil nøjes med at købe bogen om den myrdede rocker.
Han svarer mig ikke, men vender sig om mod pigen bag mig.
”Var det de to, du gerne ville have?”, siger han, næsten elskværdigt, til hende, og han tager de to bøger, hun står med i hænderne og lægger dem på disken.
Jeg føler nu en overvældende trang til at slå ham ihjel, lige dér, midt i butikken, men jeg forholder mig stadig roligt. Der er ingen grund til at skabe en scene.
Pigen kigger undskyldende over på mig.
Jeg gransker min hjerne for at finde ud af, hvad jeg kan have sagt eller gjort, som kan have fornærmet ham så meget, at han nu nærmest ikke vil se mig i øjnene.
Er hans søn rocker? Minder jeg påfaldende om en afstumpet voldspsykopat, der voldtog hans søster og gjorde hans barndom til et rent og skært helvede? Rørte jeg forkert ved en bog? Kiggede jeg ind i hans venstre og ikke hans højre øje, eller er det omvendte tilfældet?
Pigen rækker ham en hundredekroneseddel for bøgerne og han giver hende et par mønter tilbage i byttepenge.
”Skal jeg ikke pakke dem ind?”, spørger han så, og før hun når at svare, finder han noget gammelt avispapir frem og begynder sirligt at pakke de to bøger ind. Han tager sig god tid, han tager sig meget god tid.
Pigen skæver igen over til mig. Jeg siger fortsat ikke noget, inde i mit hoved slynger jeg stolen bag disken ind i siden på hans hoved og knuser hans kranie.
Han rækker pigen de to indpakkede bøger, hun tager imod dem, vender sig om og går ud ad butikken. Han kigger stadig ikke på mig. Jeg fisker den halvtredser frem, som jeg har hævet i Netto, og giver ham den.
”Det var for den bog, vi talte om, dér…”
Jeg peger på bogen, som ligger på disken. Han kigger køligt på halvtredskronesedlen, skubber den tilbage i min hånd, og stirrer så igen tomt ud i luften, lidt til venstre for mit blik, som om han spejder efter noget ude på Enghave Plads.
”Den vil jeg ikke ha’, nej, den er alt for slidt.”
Jeg stirrer vantro på ham. Jeg har lyst til at råbe og skrige og hamre og slå i disken og banke mine knytnæver så hårdt, jeg kan, ind i ansigtet på ham og sparke og hoppe på ham og mærke hans knogler langsomt blive knust under mig.
Jeg behersker mig.
”Synes du ikke… Synes du ikke, det her er lidt underligt?”
Han kigger fortsat uanfægtet ud på Enghave Plads, det er tydeligt, han bare venter på, at jeg skal gå.
”Du synes ikke… det er en lidt mærkelig opførsel?”
”Hvis du synes, jeg er mærkelig, må jeg vel til psykolog.”
”Til psykolog…?”
”Ja, hvis du mener, jeg er mærkelig. Så må jeg jo til psykolog.”
”Men kan du slet ikke se, det her er en lidt besynderlig…”
”Ja, den er go’ med dig, du. Du må hellere komme videre.”
Jeg går hen til døren, åbner den, lukker den bag mig, går ud på Enghave Plads. Alt er dækket af sne, folk trasker frem og tilbage hen over pladsen med gule indkøbsposer i hænderne. Jeg er helt rolig, helt rolig.