morten

Som dreng står Andy de fleste af døgnets timer og stirrer ind i væggen på sit værelse i Great Necks, Long Island. Han forestiller sig, at væggen er ét stort, jublende publikum. Han hopper op og ned i sin seng, op og ned, op og ned, mens et væld af stemmer og gestikulationer strømmer ud igennem hans lille energiske krop.

I et hjørne af værelset står hans yngre søster, Caroline, og kigger på. Hun er to år gammel.

Andy forlader aldrig sit barneværelse. Da han rejser fra forældrenes hus, rejser værelset med ham. Og alle hans stemmer og alle hans gestikulationer.

Snart dukker han op på Saturday Night Live. Han står på scenen ved siden af en gammel grammofonafspiller. Han kigger ud på det indbudte publikum. Hans store, blå øjne er spilet helt op. Han siger ikke noget. Fra afspilleren lyder en gammel, knitrende børnesang, ”Mighty Mouse.” Andy drikker et glas vand. Han kigger på publikum.

Hans hår er tilbagestrøget. Han har en hvid skjorte på. Skjorten er stukket ned i et par lige så hvide bukser. Under skjorten bærer han en højhalset, sort trøje.

Grammofonafspillerens pickup går i hak i en rille. Sangen går i stå.

Andy kigger lidt ud i tomrummet mellem sig selv og publikum. Så går han hen til afspilleren. Han løfter pickupen, sætter den ned igen. Der lyder et kort skratsj. Så fortsætter sangen. Andy kigger på publikum. Han tager sit glas med vand. Han kigger på publikum, han drikker af glasset.

Publikum begynder at sidde lidt uroligt i sæderne. Hvor må det være pinligt for ham, ser de ud til at tænke, sådan at stå dér direkte på landsdækkende TV, foran millioner af mennesker over hele det store amerikanske kontinent. Hvor må det være pinligt for den stakkels, ubehjælpsomme mand med de store, stirrende øjne ikke at vide, hvad han skal sige. Ikke ane, hvad han skal gøre.

Et par stykker blandt publikum begynder at kigge ned i gulvet. En af kameramændene klør sig i håret. Kameramanden kigger spørgende på showets producer, der står ude i den ene side af scenen og skærer tænder. Andy bliver stående. Andy kigger tomt ud i luften. Andy fortrækker ikke en mine. Andy bliver bare stående.

Det er næsten ikke til at bære. Det er næsten ikke til at holde ud at overvære.

Og så, pludselig, strækker Andy den ene arm ud i triumf. Han bøjer lidt ned i knæene, og han mimer henrevet til børnesangens omkvæd.

”Here I come to save the day!”

Publikum er ved at falde ned af stolene af grin, de føler sig helt forløste og lettede. Det er en stor succes. Andy er glad.

Et par år efter, på David Lettermans talkshow, bliver Andy slået i gulvet af Jerry Lawler, en folkekær wrestler fra Memphis, Tennessee. Andy vælter ned fra sin stol. Han ruller rundt på gulvet neden for stolen.

Så rejser Andy sig og vakler forvirret, fortumlet, rundt i TV-studiet. Han går hen til Lettermans bord. Han hamrer sine næver i bordet af alle kræfter, han råber og skriger. Han tager en kop fra bordet og slynger en sjat kaffe i hovedet på den tætbyggede wrestler. Jerry Lawler betrager ham med stoisk ro, hans næver er knyttede.

Så løber Andy ud af TV-studiet og gemmer sig bag alle kamerafolkene.

Og en anden gang kommer Andy op at slås med en producer, igen direkte på TV, fordi han nægter at gennemføre en sketch. Han skal spille skæv og det kan han ikke. Så han begynder i stedet at kaste vand i hovedet på de andre skuespillere.

Og de andre skuespillere bliver sure og vrede. Og pludselig står alle skuespillerne på scenen og kaster vand og mad og bestik efter hinanden, og produceren løber ind på scenen, og produceren griber fat i Andy, og Andy slår ud efter produceren, og produceren slår ud efter Andy, og så går skærmen i sort.

Og igen og igen må Andy undskylde over for alt og alle.

”I’m sorry, I’m sorry, I’m so sorry…”

Men Andy kan ikke lade være. Ikke så snart har folk tilgivet ham, før han atter roder sig ud i offentlige klammerier. Og til sidst gider de ham ikke mere. TV-stationerne, hans fans, hans kolleger, det amerikanske folk.

Og Andy bliver stemt væk fra TV-skærmen. En lørdag aften. På Saturday Night Live.

Og han rejser i stedet land og rige rundt og wrestler med kvinder. Han tæver dem sønder og sammen. Han ydmyger dem, han tramper på dem, han håner dem, og han bræger løs til alt og alle. Han er The Inter-Gender Champion of the World. Ja, han er så.

”I’ve got the brains! I’m from Hollywood! I’ve got the brains!”

Og så, en dag, begynder han at føle sig lidt mat i kroppen. Han hoster en smule. Så begynder han at hoste lidt mere. Og så lidt mere. Og lidt mere. Og han føler sig så træt og mat; selv den mindste aktivitet tærer og slider på hans kræfter.

”Måske skulle du gå til lægen, Andy”, siger hans søster.

Måske.

Og så gør han det endelig. En dag i december, kort før jul. Og lægen trykker på hans brystkasse. Og lægen beder ham hoste. Og lægen kigger ned i halsen på ham. Og til sidst tager lægen et par røntgenbilleder af Andys lunger. Og det er så det.

Nogle dage efter kommer resultatet.

”Det er lungecancer. En sjælden art.”

”Nå.”

”Der er ingen grund til at operere.”

”Godt.”

”Nej, Andy,” siger lægen. ”Det er ikke godt.”

Og lægen kigger på Andy. Og lægen siger, at Andy højst kan regne med et halvt år. Andy er vegetar. Han har aldrig røget, han har aldrig drukket. Det er en mærkelig besked, tænker han.

Fem måneder senere ligger Andy i en seng på Cedars-Sinai Medical Center i Los Angeles. Hans familie står omkring ham. Hans far Stanley, hans mor Janice, hans bror Michael, hans søster Caroline, hans kæreste Lynn.

Andy trækker vejret tungt, hans øjne er helt opspilede. Han har ikke længere noget hår på hovedet. Han stirrer på sin familie med et underligt udtryksløst blik. De holder alle om ham. De griber fat i hans hænder, hans fødder, hans hoved.

”Come on, Andy, you can stay with us,” siger hans søster Carol. “You can stay.”

“Bye, Andy”, siger hans bror Michael.

”Have a great trip.”

”Intet i denne verden kan jeg mindre begribe, end denne Angst for at dø,
som man paastaar almindelig.
..
Jeg tror, at om jeg endogsaa var nok saa sikker paa Helvede,
jeg til sidst dog ikke kunde bare mig for at længes
efter denne Forandring, efter denne nye Tilstand,
var det og blot for at komme efter hvad Helvede egentligen er.

Evig at leve her paa Jorden, uophørlig at fortsætte dette Liv, vi her kjende,
selv det lykkeligste – vilde for mig være den gyseligste Fordømmelse.”

Jens Baggesen, Labyrinten, 1792-93.

“There is a moment, immediately before life becomes no longer worth living,
when the world appears to slow down and all its myriad details
suddenly become brightly, achingly apparent.”

Aaron Swartz (1986-2013)

dec 122013

Jeg ser dem bære hende ud, det er tidlig aften, klokken er omkring halv seks, himlen er mørk, sort, vejen er dækket af sne, kun fortovet er ryddet. Det er årets første rigtige snevejrsdag, vi har lige været ude at kælke i Søndermarken en times tid, min kæreste, min datter og jeg.

Der holder to politibiler på hver sin side af vejen, ved hjørnet, som jeg plejer at krydse over, når jeg skal i Døgnnetto. To politibetjente løber op ad vejen, den ene en meter eller to efter den anden. Først tror jeg, de løber efter nogen, en røver på flugt, en undveget morder, så ser jeg en ambulance dreje om hjørnet.

Politibetjentene vifter den ind, den kører langsomt, sneen falder, ingen siger noget. Da ambulancen når hen til hjørnet, stopper den, lige uden for det krøllede bånd i rødt og hvidt, som nødtørftigt afspærrer området, og hvor to andre politibetjente står vagt.

To Falckreddere og en læge træder ud af ambulancen, de går ind i opgangen, et minut går, måske to, så ser jeg båren blive båret ud, gadelygterne lyser svagt gult, støvet, det er en lille krop, den fylder under halvdelen af båren, man kan skimte noget hår, noget sort hår, og et drop, der er trykket ind i den ene arm, sneen falder ned over båren, en politibetjent hjælper til med at bære den, de bærer båren, forsigtigt, ind i ambulancen, sneen falder ned over dem, langsomt, vægtløst, alt er sort og hvidt og gult og støvet, ingen siger noget, to politibetjente står på den anden side af vejen.

Båren trækkes ind i ambulancen, politibetjenten træder tilbage, en af Falckredderne lukker bagdøren, den anden sætter sig ind foran, motoren starter, men ambulancen holder endnu stille, den holder stille et minuts tid, så begynder den at bakke bagud, ned ad vejen, stille, roligt, ud til hjørnet, hvor den, stadig baglæns, drejer til højre, en politibil holder foran ambulancen, politibilen starter motoren, begge biler speeder op, politibilen og ambulancen, de kører ned ad gaden, de tænder sirenerne, sne falder.

To dage senere, en tirsdag aften ved nitiden, ser jeg dem komme tilbage, moren, faren, sønnen. De parkerer deres store bil ved fortovet uden for min dør, der er stadig sne på vejen, moren stiger ud på venstre side, faren på højre side.

Moren åbner døren til bagsædet og hjælper sønnen ud, mens faren begynder at samle poser og pakker sammen fra bagsædet og bagagerummet, blomster, bamser, håndskrevne kort.

Sønnen er knap trådt ud af bilen, før han begynder at skrå over vejen, moren griber fat i hans ene arm, holder ham, så begynder hun at gå med ham, de krydser vejen, går hen til hoveddøren. Jeg hører døren gå op, da de træder ind i opgangen, der lyder et stumpt brag, da døren smækker i bag dem.

Faren står stadig ved bilen, han har hænderne fyldt med poser, blomster, bamser, han lukker dørene, skrår over vejen, hurtigt, ved fortovet foran hoveddøren stopper han op, han ser på de levende lys i små, runde glaskrukker, der står samlet i en halvbue for foden af vinduet på tredje sal, de enkle blomsterbuketter, som ligger oven i hinanden, et par håndskrevne kort med hilsener fra mennesker, han aldrig har mødt, han står der med sine poser i hænderne, hans krop er rank, hans hoved let foroverbøjet, så går han ind i opgangen.

Kort tid efter træder han ud på vejen igen, han har en smøg i munden, den gløder i mørket, han går hen til bilen, han åbner døren til bagsædet og bagagerummet, han tager flere poser ud af bilen, han kigger op fra bilen, kigger udtryksløst ned langs gaden, først til den ene side, så til den anden. Så lukker han dørene og låser bilen med centrallåsen, der lyder et svagt bip, han går over gaden og ind igen.

“Du kører over for rødt!”

“Hvad?”

“Du kører over for rødt.

Er du klar over, hvor irriterende det er?”

“Hvad er irriterende?”

“At skulle overhale dig igen ved hvert lyskryds.”

“Værsgo, lyset er grønt.

Skynd dig nu afsted.

Overhal mig bare.

Skynd dig.

Kør.”