Jeg går rundt på torvet i Vallensbæk. Jeg venter på at kunne afhente en tegneserie, Batman nr. 243 fra august 1972 tegnet af Neal Adams, som jeg har købt på en privat auktion på nettet.

Samme formiddag er jeg kommet hjem fra Bornholm, hvor jeg har hjulpet min onkel med at få ryddet min bedstemors store hus i Vestermarie.

Jeg elsker Neal Adams. Han var en af de store stjerner på den amerikanske tegneseriehimmel i halvfjerdserne. Han var især kendt for sin dystre, realistiske udgave af Batman.

Batman nr. 243 med forside af Neal Adams.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er Bob Kane og Bill Finger, der skaber Batman. De fleste tror, det kun er Bob Kane, men Bill Finger har vist sig at spille en langt større rolle end først antaget.

Desværre er Bob Kane udstyret med et gigantisk ego og en meget stor glæde og nydelse ved sin egen eksistens. Så da Batman i 1939 debuterer i Detective Comics nr. 27, nærer han ingen kvaler ved straks at rage al æren for Batmans skabelse til sig.

Batman bliver hurtigt en stor succes og den solbrune Bob Kane nyder berømmelsen i fulde drag. Han benytter enhver lejlighed til at berette om sit geni og elsker at omgive sig med unge, smukke kvinder.

Imens sidder den sky og kejtede Bill Finger på sit beskedne kontor og udtænker plots, ofte med hverdagsgenstande i overnaturlig størrelse, det har han en svaghed for, og bliver mere og mere formørket og drikker mere og mere og forsvinder mere og mere ind i glemslens mørke, indtil hans liv endelig ebber ud, en måned før han ville være fyldt tres.

I trediverne og fyrrerne er Batman nattens hævner. Han er en mørk og faretruende helt, voldsomt traumatiseret af det blodige mord på sine forældre, som han selv har overværet som dreng. Iklædt sin store, flagrende kappe jager han Gotham Citys forbrydere en alvorlig skræk i livet, når han overfalder dem i nattens mulm og mørke.

Men sidst i halvtredserne begynder Batman at ændre karakter. Anden verdenskrig er ovre og ingen tager rigtig superhelte alvorligt længere. Batman bliver en mere og mere tilforladelig og ligegyldig helt. Forældrenes død hjemsøger ham ikke længere så meget, han føler ingen større trang til at hævne sig mod denne verdens syndere, og han begynder i stedet at fordrive tiden med på må og få at bekæmpe tilfældige, mere eller mindre fjollede væsner fra rummet.

Detective Comics nr. 256 fra 1958. Den stakkels Batman er underkastet et tyranni fra det ydre rum.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Samtidig udvikler Batman en stor forkærlighed for absurde gadgets. Det er ikke længere nok bare at have en batmobil. Nu skal Batman også have en bathelikopter, en batbåd, et batfly, en batspray, en batarang, samt et mere og mere avanceret og uigennemskueligt batbælte.

Det er tydeligt, at Batman er begyndt at kede sig. Han trænger i dén grad til adspredelse.

Batman i Neal Adams’ streg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og så er det, i 1967, året før den store, verdensomspændende ungdomsrevolution, at Neal Adams kommer på banen. Neal Adams genopfinder Batman og fører ham tilbage til det indebrændte ikon fra trediverne og fyrrerne. Batman skal ikke længere uden videre motivation tjatte løs på ligegyldige rumvæsner. Han skal igen være en hævnens engel, en traumatiseret sjæl, drevet af det aldrig mættede begær efter at hævne sine forældre, som på så tragisk vis måtte lade livet for en tilfældig gaderøvers kugler.

I Neal Adams’ streg ser Batman mere truende, frygtindgydende og realistisk ud end nogensinde før. Han ligner en dæmon. Det er en åbenbaring.

Min kæreste ringer. Hun sidder i en taxi på vej til Hvidovre Hospital. Samme dag er hun kommet hjem fra ferie hos sine forældre og søstre i Sæby. Toget er forsinket, det er det altid. Så hun er lige ved at komme for sent til sin aftale med jordemoderen. Min kæreste er gravid i syvende måned. Vi glæder os meget.

Da hun har sat sig på jordemoderens kontor, måler de hendes blodtryk. Jordemoderen fortrækker ikke en mine. Hun rejser sig straks og forlader rummet. Min kæreste sidder tilbage og undrer sig. Hvor skal hun hen?

Så kommer jordemoderen tilbage:

”Du skal med en taxa. Nu.”

”Hvorhen?”

”Hvidovre.”

”Sygehuset?”

”Ja.”

”Hvorfor?”

”Dit blodtryk er over 200.”

”Hvad betyder det?”

”Du må hellere komme afsted.”

?

feb 122017

Udråbstegn bøjet i vind.

okt 302016

dec 122013

Jeg ser dem bære hende ud, det er tidlig aften, klokken er omkring halv seks, himlen er mørk, sort, vejen er dækket af sne, kun fortovet er ryddet. Det er årets første rigtige snevejrsdag, vi har lige været ude at kælke i Søndermarken en times tid, min kæreste, min datter og jeg.

Der holder to politibiler på hver sin side af vejen, ved hjørnet, som jeg plejer at krydse over, når jeg skal i Døgnnetto. To politibetjente løber op ad vejen, den ene en meter eller to efter den anden. Først tror jeg, de løber efter nogen, en røver på flugt, en undveget morder, så ser jeg en ambulance dreje om hjørnet.

Politibetjentene vifter den ind, den kører langsomt, sneen falder, ingen siger noget. Da ambulancen når hen til hjørnet, stopper den, lige uden for det krøllede bånd i rødt og hvidt, som nødtørftigt afspærrer området, og hvor to andre politibetjente står vagt.

To Falckreddere og en læge træder ud af ambulancen, de går ind i opgangen, et minut går, måske to, så ser jeg båren blive båret ud, gadelygterne lyser svagt gult, støvet, det er en lille krop, den fylder under halvdelen af båren, man kan skimte noget hår, noget sort hår, og et drop, der er trykket ind i den ene arm, sneen falder ned over båren, en politibetjent hjælper til med at bære den, de bærer båren, forsigtigt, ind i ambulancen, sneen falder ned over dem, langsomt, vægtløst, alt er sort og hvidt og gult og støvet, ingen siger noget, to politibetjente står på den anden side af vejen.

Båren trækkes ind i ambulancen, politibetjenten træder tilbage, en af Falckredderne lukker bagdøren, den anden sætter sig ind foran, motoren starter, men ambulancen holder endnu stille, den holder stille et minuts tid, så begynder den at bakke bagud, ned ad vejen, stille, roligt, ud til hjørnet, hvor den, stadig baglæns, drejer til højre, en politibil holder foran ambulancen, politibilen starter motoren, begge biler speeder op, politibilen og ambulancen, de kører ned ad gaden, de tænder sirenerne, sne falder.

To dage senere, en tirsdag aften ved nitiden, ser jeg dem komme tilbage, moren, faren, sønnen. De parkerer deres store bil ved fortovet uden for min dør, der er stadig sne på vejen, moren stiger ud på venstre side, faren på højre side.

Moren åbner døren til bagsædet og hjælper sønnen ud, mens faren begynder at samle poser og pakker sammen fra bagsædet og bagagerummet, blomster, bamser, håndskrevne kort.

Sønnen er knap trådt ud af bilen, før han begynder at skrå over vejen, moren griber fat i hans ene arm, holder ham, så begynder hun at gå med ham, de krydser vejen, går hen til hoveddøren. Jeg hører døren gå op, da de træder ind i opgangen, der lyder et stumpt brag, da døren smækker i bag dem.

Faren står stadig ved bilen, han har hænderne fyldt med poser, blomster, bamser, han lukker dørene, skrår over vejen, hurtigt, ved fortovet foran hoveddøren stopper han op, han ser på de levende lys i små, runde glaskrukker, der står samlet i en halvbue for foden af vinduet på tredje sal, de enkle blomsterbuketter, som ligger oven i hinanden, et par håndskrevne kort med hilsener fra mennesker, han aldrig har mødt, han står der med sine poser i hænderne, hans krop er rank, hans hoved let foroverbøjet, så går han ind i opgangen.

Kort tid efter træder han ud på vejen igen, han har en smøg i munden, den gløder i mørket, han går hen til bilen, han åbner døren til bagsædet og bagagerummet, han tager flere poser ud af bilen, han kigger op fra bilen, kigger udtryksløst ned langs gaden, først til den ene side, så til den anden. Så lukker han dørene og låser bilen med centrallåsen, der lyder et svagt bip, han går over gaden og ind igen.

“Du kører over for rødt!”

“Hvad?”

“Du kører over for rødt.

Er du klar over, hvor irriterende det er?”

“Hvad er irriterende?”

“At skulle overhale dig igen ved hvert lyskryds.”

“Værsgo, lyset er grønt.

Skynd dig nu afsted.

Overhal mig bare.

Skynd dig.

Kør.”

feb 092012

Han er så ivrig, han vil så gerne, åh han vil så gerne, han står og spjætter med benene, han strækker ud, han strækker helt ud, han er ved at gå i spagat, det ser næsten ud som om, han er ved at flække i to, han fortrækker ikke en mine, han ser meget alvorsfuld ud, hans blik er fokuseret, koncentreret, om lidt er der kamp, og han skal stå på mål, og alle vil kigge på ham, og han skal sørge for, at de andre ikke scorer, det er hans ansvar, hans ansvar alene, han skal bringe os til sejr, triumf, han er vores målmand, han er manden, der dirigerer tropperne, han er målmand på fodboldholdet FC Pluto.

Det har været en lang rejse at nå frem hertil. En dag, midt i dansktimen, i anden klasse, under en staveprøve, skider han i bukserne.

Han kan stadig høre de andre drenge og piger i klassen grine af ham, de holder sig for næsen, de peger på ham med deres små buttede fingre, de siger, han lugter af lort.

Og han kan stadig lugte den, den søde, tunge lugt, også nu, hvor han står på fodboldbanen med spredte ben og fremadrettet blik, også nu, hvor han taktfast strækker først sin ene arm, så sin anden arm, helt ud til siden.

Men nu er han voksen, nu skider han ikke i bukserne længere.

Han tager sin universitetsuddannelse, på statskundskab, og han er en fremragende studerende, han er flittig og dygtig og skarp og engageret og, trods sin naturlige skyhed, endog meget diskussionslysten. Han afleverer sit speciale, og da han har afleveret sit speciale, søger han om en ph.d, og når han, om få år, afleverer sin ph.d., vil han søge om en post doc.

Vietnamkrigen.

Hans store interesse er militær krigsførelse, særligt den krigsførelse, de forenede amerikanske stater har udfoldet det seneste halve århundrede eller så.

Han læser stolpe op og stolpe ned om komplekse krigsstrategier og internationale, politiske spændinger, der bringes ud i deres yderste drabelige konsekvens, om krigene i Korea og Vietnam, og Cuba-krisen, hvor hele verden var få sekunder fra at gå under i et atomragnarok, om Kennedy og McNamara og Nixon og Kissinger og Rumsfeld og Bush Senior og Bush Junior, og de seneste invasioner af Kuwait og Irak, som krigsherren finder nødvendige, absolut nødvendige, for at opretholde international ro og orden.

Han noterer sig, at ikke mange er enige med ham. Det gør ham godt. Han har før stået alene, folk har før peget fingre af ham, han ved, hvad det vil sige at falde uden for pøblen.

En dag ringer en journalist fra et debatprogram til ham, og et par timer senere står han i et tv-studie på Amager over for en af Danmarks mest kendte journalister, en forfængeligt klædt, skaldet mand med spidse øjne og ører.

Før kameraet tændes udveklser krigsherren spøgefulde bemærkninger med journalisten om de kranieformede Fantomet-ringe, journalisten bærer på begge sine ringfingre, en ring til gode mennesker og en ring til at brændemærke onde mennesker.

Krigsherren mærker et svagt stik af misundelse, de er sjældne, ringene, han havde dem selv som barn, han elskede dem over alt på jorden, han gik ofte rundt med dem efter skoletid, knyttede næverne og drømte om alle de onde, modbydelige mennesker, han skulle brændemærke for tid og evighed. Men nu er de borte, ringene, han har flere gange ledt efter dem hjemme hos sine forældre, men forgæves, og han har aldrig siden set et eksemplar, før nu.

Fantomet brændemærker et ondt menneske.

Har journalisten købt ringene senere eller har han haft dem siden han var barn? Rendte journalisten også rundt i sine forældres baghave efter skole og slog næverne ud i luften omkring sig og forestillede sig alle de forfærdelige mennesker, hvis kæber han ville knuse?

Krigsherren kigger ind i journalistens smalle, spidse øjne, der er ved at gennemløbe et par sider med notater, som ligger på det lille bord foran dem, han overvejer et kort øjeblik, om det mon ville være for upassende at spørge ind til journalistens barndom. Der er noget mystisk og gådefuldt over ham, denne besynderlige, velklædte mand, det er aldeles umuligt at tyde, hvad der foregår inde i hovedet på ham, tænker krigsherren, han bærer et pokerfjæs af Guds nåde.

Så tændes kameraerne, og der er ikke længere tid til pjat og pjank. Nu er det alvor, de forenede amerikanske stater har et par dage forinden invaderet Irak efter at landets tyranniske hersker, Saddam Hussein, gentagne gange har forhindret Natos folk i at underkaste landets våbenproduktion en nærmere undersøgelse.

Det er i marts måned, men juleferien sidder endnu i kroppen på de amerikanske piloter, med brede smil og julelys i øjnene vender de efter deres første bombetogt tilbage og beretter ivrigt til kameraerne, at ”Baghdad lit up like a Christmas tree,” da de kastede deres bomber ned over byen.

"Baghdad lit up like a Christmas tree."

 

 

 

 

 

 

 

 

”Men er der ikke tale om en lidt overilet handling?”, vil journalisten gerne vide.

”Tværtimod”, svarer krigsherren, ”fortsat at sidde og trille fingre som visse andre europæiske lande ville være den rene og skære idioti.”

”George Bush Junior,” forklarer krigsherren, ”George Bush Junior er slet ikke så dum og naiv, som mange folk og journalister og akademikere gerne vil gøre ham til, at reducere ham til en forkælet, fordrukken udgave af sin far er alt for letkøbt. Man må ikke glemme, at den amerikanske preemptive war-strategi er en strengt nødvendig forholdsregel i en verden, hvor trusselsbilledet er under konstant forandring og pludselig kan eskalere fra hidtil usete kanter.”

”De vesterlandske magter må hele tiden være på forkant med udviklingen, de må hele tiden tænke i nye, hidtil uprøvede strategier, også selvom disse skurrer mod den politisk korrekte selvforståelse, det er vores eneste værn mod den tiltagende terror,” understreger krigsherren og kører en hånd igennem sit mørke, krøllede hår.

”Vi europæere er jo korrumperet af den europæiske mindreværdsfølelse, vi har så svært ved at fatte, at nogle gange, så er ord altså bare ikke nok, så må man gribe til handling, hård og kontant afregning, og anvende sund, militær magt, som de forenede amerikanske stater og George Bush Junior har gjort det.”

Mens han betragter journalistens Fantomet-ringe, slår det atter krigsherren, hvor uendeligt træt han er af pacifister, af folk, der bare lader stå til, mens gode verdener går under, og usamarbejdsvillige tyranner brutalt regerer og lader hånt om alle værdier, menneskets ubestridelige ret til frihed og demokrati, despoter, som denne verden desværre er fyldt med, der engang imellem trænger til et godt og grundigt gok i nøden.

Han er i det hele taget træt af ord, krigsherren, i hans egen ph.d.-afhandling er der alt for mange af dem og de vil ikke finde høre op, de bliver bare ved og ved og ved, og han kan efterhånden ikke længere hitte rede i dem, der er så mange, de vil så meget, de stritter i alle retninger, og årene går, og afhandlingen trækker ud, og de dage, hvor ingen journalister ringer, sidder krigsherren bare og glor ind i sin åndssvage skærm og lytter til den murrende lyd af computeren, og krigsherren forbander alle sine ord, han forbander dem lige ned i helvede, han kan ikke holde dem ud, og det er snart tre år siden, det er snart tre år siden, han overskred sin deadline, snart tre år siden han sidst fik udbetalt en løn fra universitetet.

Han bøjer sig forover, han strækker sig helt ud i ryg og arme, så fingerspidserne rører gulvet, meget let, han er ved at være klar, han er ved at være klar til den store kamp.

Så går kampen i gang.

Krigsherren styrter frem på banen, hans hold er i angreb, han holder sig bagerst, oppe ved midterlinjen, han er taktikeren, fordeleren, der skal sørge for, at angrebet kommer til at flyde så optimalt som muligt, at afleveringerne falder når de skal, hurtigt, skarpt, præcist, og at angrebet afvikles effektivt og finder det perfekte balancepunkt, at det hverken forceres unødigt med alt for få og alt for svære afleveringer frem i banen, men at det omvendt heller ikke går i stå og stivner i monotone spilninger tværs hen over banen uden mod og hjerte og angrebslyst.

”FREM, FREM!”, skriger han og skyder bolden ned mod sin højre angriber, der hurtigt tæmmer den og løber ned i hjørnet.

”IND, IND!! LØB IND!!!!!””

Angriberen kaster et lidt forvirret blik tilbage mod ham, men løber så ind mod den nærmeste stolpe og skyder tilbage mod krigsherren, der et kort sekund ser ud som om han er ved at snuble over bolden, han drejer en halv omgang rundt om sig selv og knalder så sin højre tå lige ind i bolden, så den farer igennem luften og rammer væggen bag målet.

”RETUR!!!!!”, brøler han, hans stemme er lige ved at knække over, blodet pumper løs i kroppen på ham.

Det andet holds målmand sparker bolden frem til en af sine medspillere, og så kommer de farende ned mod ham og hans hold, en pludselig kontramulighed, krigsherren fægter med arme og ben inde i målet, han løber fra side til side og gør sit bedste for samtidig at holde styr på sine tropper.

”IND I HAM!! IND I HAM!!! NU!!!!!!”, råber han.

Jan Mølby.

Det største højdepunkt i min fodboldkarriere var, da jeg efter en kamp i sjette klasse får en krone af min træner, der fra en vis vinkel nærmest lignede Jan Mølby på en prik.

Vi spiller i en indendørsturnering i Rødkærsbro, og på et tidspunkt er alle mine medspillere undtagen vores målmand, sygeplejersken, blevet smidt ud. Hvis vi scorer, får vi alle vores medspillere ind på banen igen. Vi er to mod fire, vi har ikke en chance.

Sygeplejersken skyder bolden ud til mig, jeg trækker op langs den højre side, og samtlige modspillere begynder at løbe over mod mig, ud ad øjenkrogen aner jeg sygeplejersken trække op langs den venstre side, jeg venter til alle modspillerne er helt tæt på mig, venter, og så, med et hurtigt vristspark, skyder jeg bolden i en elegant bue uden om alle modspillerne og lige ned i fødderne på sygeplejersken, som straks hamrer den ind i målet.

Det er en taktisk genistreg, jeg er dagens helt.

Efter kampen sidder jeg på en bænk med den krone i hånden, og dér, en lørdag eftermiddag i den lokale sportshal i Rødkærsbro, tænker jeg, at det ikke alt sammen har været ganske forgæves, de mange udendørskampe i silende regn og mudder, ydmygelsen da vi på hjemmebane taber 21-1 til Stoholm, trods enkelte udmærkede angrebsforsøg fra min og lektorens side, slåskampen i Klejtrup, under overværelse af min faster, min ene fætter og to af mine kusiner, hvor jeg får et rødt kort og bliver smidt ud, fordi jeg er kommet i klammeri med en modspiller, der hvisker til mig, at han har tænkt sig at overfalde en gammel dame og stjæle hendes taske, de mange kampe og nederlag på andenholdet, de to korte uger på førsteholdet, hvor min træner for første gang ikke kalder mig Jasjin, en legendarisk russisk målmand, skønt jeg aldrig står i målet, men Lynet, fordi jeg afdribler tre forsvarsspillere og formår at slippe fri af dem, to uger, indtil min begrænsede teknik atter kommer til kort, og træneren atter degraderer mig til andenholdet, de efterfølgende mange kampe og nederlag på andenholdet, igen, alt imens ambassadøren, vores lokale Michael Laudrup, som endda ligner Michael Laudrup, med stoisk ro, suveræn strategisk begavelse og teknisk brillans stråler på førsteholdet, og et par år senere, sammen med taksatoren, som for at føje spot til skade, en fredag aften tager i svømmehallen med Marlene Møller, selvom troubleshooteren og jeg allerede har inviteret hende i det store frikvarter samme dag.

Lev Jasjin (1929-90).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og vi møder dem dér, ved det store bassin, smukke, brunøjede Marlene Møller i sin stramme, sorte heldragt, og jeg forlader straks svømmehallen, jeg vil bare hjem, og jeg græder hele natten, jeg græder over det alt sammen, mine elendigheder på fodboldbanen, min korte karriere som Lynet, min ulykkelige forelskelse i Marlene Møller, min stive, splejsede krop, der atter må krybe til den erkendelse, at den trods to uger på førsteholdet fortsat er dømt til et langstrakt liv i ensomhed.

Pludselig lykkes det én af modspillerne at afdrible en forsvarsspiller, og han er kun halvanden meter fra krigsherren, da han i en skarp vinkel skyder ind mod målet, et hårdt, tørt skud, krigsherren afværger, men bolden rammer ham med så stor kraft, at han ryger bagover og lander lige på halebenet, en spids smerte skyder op igennem rygsøjlen på ham, og bolden ryger tilbage til angriberen, der tager endnu en dribling og nu kun er en halv meter fra målet, krigsherren er desperat, han kan mærke blodet forsvinde fra sit ansigt, de må ikke score, og især ikke ham, husejeren, som flere gange er gået krigsherren på nerverne, det er hans ansvar, hans opgave, han sparker febrilsk ud med sine ben, og han rammer husejeren på skinnebenet, igen og igen, krigsherren ligger på ryggen med benene oppe i vejret og sparker, panisk, for fuld kraft.

”Hva’ fanden har du gang i?!!!”, husejeren er blodrød i hovedet af raseri.

Krigsherren prøver at komme på benene, men husejeren farer straks frem mod ham og presser sin højre næve ind i brystet på ham, så krigsherren er lige ved at falde bagover, han træder et skridt tilbage, han siger ikke noget, han ser udtryksløst frem for sig, lidt forvirret, rådvild, han kan mærke, han ryster indeni, folk fra begge hold kommer løbende og forsøger at holde husejeren tilbage, husejeren ligner en mand, der er klar til at slå ihjel, krigsherren siger stadig ikke noget, han er helt bleg i ansigtet, han vender hovedet væk fra husejeren, væk fra de andre, medspillere, modspillere, der står tavse, måbende, i en ring omkring dem, og han går ud af banen, væk, han vil bare væk.

jan 132012

En aften falder jeg over en bog om en rocker, der elsker makakaber og karate, og som en onsdag aften mejes ned af fire andre rockere uden for sin kælderlejlighed på A.F. Beyersvej i Vanløse.

De fire er bevæbnet med maskingeværer, de skyder ham flere gange, mens han kravler på alle fire hen over asfalten, de skyder ham igennem lungerne, igennem skulderen, igennem leveren, og de skyder baghovedet af ham, fordi han har bragt deres rockerbande i forlegenhed.

Bogen står i vinduet i et lille antikvariat ved Enghave Plads.

"Abemanden - mordet på rockeren Karate Claus" af Mads Brügger og Nikolaj Thomassen.

Dagen efter tager jeg to tegneseriealbums med Basserne, som jeg tidligere har købt på et hollandsk bogudsalg i Helligåndskirken, under armen, og jeg går ned til antikvariatet.

Jeg spørger den ældre antikvarboghandler, om han er interesseret i en byttehandel. Han kigger på de to albums og tilbyder en femmer stykket. Det er langt fra en formue, tænker jeg, men jeg gider ikke gå tilbage med tegneserierne, så jeg går med til handlen.

Mens jeg er i butikken, finder jeg også en amerikansk tegneserie til tredive kroner, tegnet af Kent Williams, som jeg gerne vil købe.

Desværre tager han ikke imod dankort, så jeg siger, at jeg vil gå ud og skaffe nogle kontanter. Jeg går over i Netto og køber to liter økologisk mælk, og da jeg står ved kassen og skal til at køre mit kort igennem maskinen, beder jeg kassedamen om at få en halvtredser oveni.

Så trasker jeg gennem sneen tilbage til antikvariatet, men da jeg når hen til døren, er den låst og der hænger et skilt, hvor der står ’Kommer straks’ på.

Jeg står foran døren og venter et par minutter og spejder lidt rundt på pladsen for at se, om jeg kan få øje på den ældre antikvarboghandler, men han er ikke til at se.

Ti minutter går, og jeg begynder så småt at spekulere på, om han mon er faldet om bag disken inde i butikken. Det er dog sjældent, beroliger jeg mig selv med, at folk når at hænge et skilt op i døren med besked om, at de snart er tilbage, umiddelbart før de dratter omkuld, så han dukker nok snart op.

Tyve minutter går. Den samme flok mennesker passerer mig i flere omgange og flere af dem ser ud til at undre sig over, hvorfor jeg ikke bare går ind i butikken. De kan ikke se skiltet.

Så dukker der en anden kunde op, en yngre pige. Vi skæver lidt til hinanden, nikker høfligt, og får så begge øje på den ældre antikvarboghandler. Han sidder inde i butikken, han har åbenbart været der hele tiden.

Vi regner med, at han nok går hen og låser døren op om lidt. Men det gør han ikke.

Han sætter sig ned på en stol bag disken og begynder at tale i telefon, så rejser han sig, han går rundt i butikken med telefonen ved øret, han går tilbage til disken, han sætter sig ned igen.

Fem minutter går. Pigen foreslår, at vi samler det puslespil, hun har stående på sin bagagebærer. Inde i butikken læner antikvarboghandleren sig mageligt tilbage i sin stol og taler videre.

”Vi kan nok nå at samle puslespillet en 3-4 gange, før han bliver færdig med den samtale,” siger jeg til hende. Jeg er begyndt at føle mig en smule dum.

Så sker miraklet endelig. Antikvarboghandleren trasker hen til døren og låser den op, han åbner den ikke, men vender sig om og trasker tilbage til disken uden at værdige os et ord eller et blik.

”Han er sin egen,” siger pigen, hun smiler opløftende og åbner forsigtigt døren.

Jeg går op til disken.

”Så har jeg skaffet nogle kontanter…”

Han kigger tomt på mig, det ser ud som om han ikke har den fjerneste anelse om, hvad jeg taler om. Jeg nævner bogen og tegneserien, jeg aftalte at købe af ham en halv time forinden.

”Dem har jeg stillet tilbage,” siger han uden mindste beklagelse i stemmen.

”Øh, okay…”

Basserne kommer til Danmark.

Jeg tager de to albums med Basserne op af min pose.

”Jeg ringede til ejeren angående de to albums og dem er hun ikke interesseret i, så dem vil jeg ikke have.”

(Ejeren er hans niece.)

Jeg tænker, at det nok ikke nytter noget at hidse sig op, selvom jeg nu uden byttehandlen atter ikke har kontanter nok, og jeg siger, at jeg så gerne vil nøjes med at købe bogen om den myrdede rocker.

Han svarer mig ikke, men vender sig om mod pigen bag mig.

”Var det de to, du gerne ville have?”, siger han, næsten elskværdigt, til hende, og han tager de to bøger, hun står med i hænderne og lægger dem på disken.

Jeg føler nu en overvældende trang til at slå ham ihjel, lige dér, midt i butikken, men jeg forholder mig stadig roligt. Der er ingen grund til at skabe en scene.

Pigen kigger undskyldende over på mig, hun ser også ud til at være lidt beklemt ved situationen.

Jeg gransker min hjerne for at finde ud af, hvad jeg kan have sagt eller gjort, som kan have fornærmet ham så meget, at han nu nærmest ikke vil se mig i øjnene.

Er hans søn rocker? Minder jeg påfaldende om en afstumpet voldspsykopat, der voldtog hans søster og gjorde hans barndom til et rent og skært helvede? Rørte jeg forkert ved en bog? Kiggede jeg ind i hans venstre og ikke hans højre øje, eller er det omvendte tilfældet?

Pigen rækker ham en hundredekroneseddel for bøgerne og han giver hende et par mønter tilbage i byttepenge.

”Skal jeg ikke pakke dem ind?”, spørger han så, og før hun når at svare, finder han noget gammelt avispapir frem og begynder sirligt at pakke de to bøger ind. Han tager sig god tid, han tager sig meget god tid.

Pigen skæver igen over til mig, hun smiler undskyldende og giver mig et trøstende klap på skulderen. Jeg siger fortsat ikke noget, inde i mit hoved slynger jeg stolen bag disken ind i siden på hans hoved og knuser hans kranie.

Han rækker pigen de to indpakkede bøger, hun tager imod dem, hun vender sig om og hun går ud ad butikken. Han kigger stadig ikke på mig. Jeg fisker den halvtredser frem, som jeg har hævet i Netto, og giver ham den.

”Det var for den bog, vi talte om, dér…”

Jeg peger på bogen, som ligger på disken. Han kigger køligt på halvtredskronesedlen, han skubber den tilbage i min hånd, og han stirrer igen tomt ud i luften, lidt til venstre for mit blik, som om han spejder efter noget ude på Enghave Plads.

”Den vil jeg ikke ha’, nej, den er alt for slidt.”

Jeg står og glor på ham, jeg er målløs. Jeg har lyst til at råbe og skrige og hamre og slå i disken og banke mine knytnæver så hårdt, jeg kan, ind i ansigtet på ham og sparke og hoppe på ham og mærke hans knogler langsomt blive knust under mig.

Jeg behersker mig.

”Synes du ikke… Synes du ikke, det her er lidt underligt?”

Han kigger fortsat uanfægtet ud på Enghave Plads, det er tydeligt, han bare venter på, at jeg skal gå.

”Du synes ikke… det er en lidt mærkelig opførsel?”

”Hvis du synes, jeg er mærkelig, må jeg vel til psykolog.”

”Til psykolog…?”

”Ja, hvis du mener, jeg er mærkelig. Så må jeg jo til psykolog.”

”Men kan du slet ikke se, det her er en lidt besynderlig…”

”Ja, den er go’ med dig, du. Du må hellere komme videre.”

Jeg stirrer på ham, vantro, jeg går hen til døren, jeg åbner den, jeg lukker den bag mig, jeg går ud på Enghave Plads, alt er dækket af sne, folk trasker frem og tilbage hen over pladsen med indkøbsposer i hænderne, jeg er helt rolig, jeg er helt rolig…