Tørk Haxthausen, Opdragelse til Terror, 1955:
”[Tegneserier] frådser ganske uhæmmet i sanseløs brutalitet og sadisme, side efter side, ofte uden påviselig indre sammenhæng.”
”I disse hæfter er man tilbage i middelalderen, minus ridderidealer.”
”Ofre bliver sparket i hovedet, får øjnene stukket ud med injektionssprøjter, glødende ildragere eller simpelthen med fingrene; de får tungen revet ud, bliver dolket, skudt, hængt og mishandlet på alle tænkelige og utænkelige måder. Halvnøgne piger bliver hængt i lejligheder, der er udstyret med en overdådighed af silkepuder og tæpper, og i rækker af nærbilleder følger man deres dødskamp. Sindssyge læger overfalder enlige piger ved nattetid og skærer arme og ben af dem eller binder dem til operationsbordet for at tappe blodet af dem.”
”Ægtemænd, som trænger til forandring eller vil have hustruens livsforsikring udbetalt, saver deres stakkels koner i småstykker eller skubber dem ned foran toget på en undergrundsbane-station.”
”Sagerne er udspekuleret modbydelige – de myrdede er tit gravide kvinder, og i et enkelt tilfælde foregår mordet ved, at ofret tvinges til at stikke de bare fødder ned i en kasse med klapperslanger.”
”Hovedpersonerne er muskuløse indtil det absurde, og enhver afvigelse fra denne ”norm” bliver gjort til genstand for latterliggørelse, foragt eller medynk.”
”Racehad mærkes mange steder, og alle udlændinge (sortsmudskede, jødisk-italiensk udseende personer, abeagtige negre, grøngule kinesere og farvede, som i det hele taget fremstilles ganske grotesk) er skildret som forbrydere.”
”Stærkt afklædte kvinder bliver mishandlet og afbildet i stillinger, som tydeligt leder tanken hen på samleje.”
”Foruden førerdyrkelsen og den usandsynlige ophobning af det naiveste, pseudovidenskabelige sludder rummer superhelteserierne også en højst tvivlsom seksualmoral, tydeligst udtrykt i de serier, hvor hovedpersonen er en eller anden form for super-kvinde. De overnaturlige damer synes at nære et glødende had til alt mandkøn; nårsomhelst lejlighed byder sig, mishandler de et eller andet mandfolk, og i næsten hver eneste serie ser man dem optræde med pisk i hånd overfor en mandlig skurk.”
”Seriefabrikanternes sindssyge fantasi yngler udover alle grænser og befolker de amerikanske hjem med mareridt, som får Grimm’s eventyr til at ligne uskyldige børnerim.”
”Dr. Wertham nævner en del eksempler på unge homoseksuelle, der enten mener at kunne spore deres erotiske sygelighed tilbage til en tidligere optagethed af seriefigurernes privatliv, eller som simpelthen finder skildringen af heltenes og deres drenge-tilbederes eventyr ophidsende.”
”Når [Batman og Robin] er på forbryderjagt, er de begge iført stramtsiddende uniformer med langskaftede støvler og små trusser; Robins yndlingsstilling er med hænderne i siden og vidt skrævende ben, som oftest tegnet skråt nedefra. Sker det en sjælden gang, at Bruce nedlader sig til at vise en ung dame lidt opmærksomhed, tager Robin det med ophøjet ro [..] som i den scene, jeg for et årstid siden så i et dansk seriehæfte, hvor Bruce danser med en dyr dame, mens Robin sidder tilbage og smilende ser til, sikker på sin ven.”
”Tintin er et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyrer-serien. Handlingen er tit uhyggelig og grov.”
”Arkibald er en af de groveste og brutaleste amerikanske serier, som imidlertid herhjemme kommer i en humoristisk udgave, betydeligt formildet, men dog med enkelte, ubehagelige mindelser om hjemlandet.”
”Tegneserierne er skabt for penge og til underholdning, de mangler moral og indhold, og sigter kun på den for tiden laveste fællesnævner for, hvad publikum kan tænkes at finde sensationelt og spændende.”
”[B]rutaliseringen af den moderne underholdning overgår alt, hvad man har vidnesbyrd om i historien – måske lige undtaget de romerske gladiatorspil. Selv de frygteligste ofringer i hedenske tider havde dog et helligt formål, de skete, fordi folkets ve og vel beroede på dem. Underholdningens brutalisering tjener kun underholdningsfabrikanternes interesser.”
”[T]egneserier [virker] i det hele taget skadeligt på børns læseevner, på deres evne til koncentration og på deres fantasi, som stækkes og forkrøbles … ganske uanset seriernes indhold. Den ofte utydelige tekst vænner børnene af med at læse; de hyppige spring forhindrer dem i at samle sig; serieteknikken, som nødvendiggør en stærkt koncentreret handling med nye begivenheder på hvertandet billede, opelsker en sensationstrang, der gør det svært for dem senere at holde sammen på handlingen i rigtige bøger.”
”[D]en samme ophobning af begivenheder udtørrer deres fantasi, fordi der ikke levnes dem et øjeblik til at digte videre på egen hånd… de stærkt suggererende, passive underholdningsformer ødelægger deres evne til at beskæftige sig selv, gør dem uvirksomme og uimodtagelige for virkeligheden.”
”Den brutale underholdning kan være et vigtigt led i et barns udvikling til forbryder, sommetider kan den være netop det, der sætter en katastrofe igang.”
Fredric Wertham, Seduction of the Innocent, 1954:
“Slip børnene fri! Giv dem en chance. Lad dem udvikle sig udfra, hvad der er bedst i dem selv. Hold op med at indpode dem jeres mest modbydelige lidenskaber, endnu inden de har lært at læse.
Hold op med at føre dem halvvejs ud på forbryderbanen.
Hold op med at stimulere deres sjæleliv med sex og perversiteter.
Hold op med at vanhellige døden og graven med jeres skrækhistorier og med at nedværdige kærligheden med jeres sjofle hængninger, torturscener og voldsomheder.
Hold op med at så ødelæggelsens sadistiske frø i deres unge sind.
De skal vokse op og stifte hjem og få børn, ikke spilde tiden med perverse fantasier over ”Batman” og hans unge ”ven”.
De skal vokse op og blive mænd og kvinder, ikke supermænd og atompiger.
Slip børnene fri!”