Jeg har svært ved at tilgive den dreng, der købte næsten alle mine Star Wars-figurer, da jeg var tolv år gammel.
Jeg er hjemme hos mine forældre. Det er jul og for første gang har jeg hele min egen lille familie med. Min kæreste og min datter på 8 måneder.
Et par måneder forinden har jeg købt en legetøjspistol på et loppemarked i KB-hallen på Frederiksberg. Det er Han Solos pistol.
Mens jeg endnu står i KB-hallen, ringer jeg til min søster for at være sikker på, at det er den rigtige pistol. Jeg står med min datter i den ene arm og mobiltelefonen i den anden. Ved siden af mig står et andet par med barn. De kigger på mig og smiler. Vi er i samme båd.
Det er vigtigt, at det er den rigtige pistol. Han Solo (Trench Coat) fra Return of the Jedi. Det hedder figuren. Jeg forklarer min søster det.
Return of the Jedi er den sidste film i den oprindelige Star Wars-trilogi. Men den første jeg så. I Fotorama, den lokale biograf i Viborg, med min far. En af de få ting, jeg husker vi har gjort sammen.
Jeg er meget omhyggelig med at beskrive pistolen. Løbet er rundt med en udvidelse i enden. Det er en stor pistol, en rumpistol.
Min søster slår figuren op på nettet, mens hun har mig i røret. Hun finder forskellige versioner og beskriver dem for mig. Han Solo (Hoth Battle Gear), Han Solo (Bespin Outfit), Han Solo (Carbonite).
Jeg prøver at være mere detaljeret, mere omhyggelig i min beskrivelse. Min søster begynder at lyde en anelse utålmodig. Men vi må være helt sikre. Der må ikke være tvivl. Køber jeg den forkerte pistol, er chancen forspildt.
Er den blå, sort, aflang, kort, med to løb, ét?
De fleste billeder, hun finder frem på nettet, er for små og pixelleringen er for dårlig. Det er svært for hende helt præcist at se, hvordan pistolen ser ud.
Til sidst beslutter jeg mig for, at det er den rigtige pistol, jeg har købt. Det må være dén. Jeg takker min søster, afslutter samtalen, lægger forsigtigt pistolen, som er ca. 12 mm lang, ned i lommen og smiler til det andet par.
De smiler ikke tilbage.
I lang tid ligger pistolen blandt en masse mønter i en Holmegaard-glaskrukke i vores soveværelse. Jeg føler mig ikke tryg ved det. Hvad nu, hvis den ved et uheld ryger med en dag, hvor jeg nupper en tyver fra krukken til bussen? Den er så lille, pistolen, så skrøbelig.
Jeg kan ikke vente til jeg kan tage den med hjem til jul og forene den med selve action figuren, Han Solo (Trench Coat), som ligger i en brun papkasse i mine forældres kælder, indpakket i en transparent frostpose, så fugten ikke kommer den til livs.
Jeg har stadig figuren i den oprindelige æske. Selv som 10-årig var jeg tilsyneladende meget forsigtig med mine ting og havde ganske exceptionelle, naturlige anlæg som samler.
Men træerne vokser ikke ind i himlen, så i min barnlige naivitet formastede jeg mig dengang til at åbne æsken og tage figuren ud, så jeg kunne lege med den. En dødssynd set med nutidens, mere modne øjne.
I det mindste har jeg stadig æsken. Der er et billede af Han Solo fra Return of the Jedi på den. Han står i en krøllet frakke i lyse- og mørkebrune camouflagefarver og inden under har han sin klassiske hvide skjorte og sorte vest på. Han ser selvsikker ud, han smiler skævt, han har stukket sine hænder i frakkens lommer, han ligner en helt.
Han Solo (Trench Coat).
Jeg finder kassen i mine forældres kælder, jeg åbner den, og jeg tager figurerne frem, én efter én. Der er ti tilbage. Han Solo (Trench Coat og Bespin Outfit), Princess Leia Organa (Combat Poncho og Boushh Disguise), C-3PO (with Removable Limbs), Artoo Detoo (R2-D2), The Emperor, Emperor’s Royal Guard, Dengar og Bossk (Bounty Hunter).
Vidunderlige minder fra min barndom vælder op, og jeg forbander igen den møgknægt fra Langvadhøj, som købte størstedelen af min Star Wars-samling for en slik. Selv Tusindårsfalken fik han med.
Jeg kommer til at tænke på Luke Skywalker-figuren i sort jediudstyr med grå kappe og grønt lyssværd. Det giver et lille ryk i hjertet. Hvor ville jeg ønske, jeg havde den figur i dag. Jeg kan se æsken for mig, lyslevende, i klare farver. Med billedet af Luke, der retter sin pistol mod Jabba the Hut. Den tågede blå baggrund, de afskyelige, faretruende rumvæsner bagved ham, hans uanfægtede, modige blik, der stirrer lige ind i øjnene på den modbydeligt onde og grådige Jabba the Hut, som har taget Han Solo som gidsel og frosset ham ned i karbonit.
Hvor er den figur nu?
Eksisterer æsken stadig eller har møgknægten for længst smidt den væk? Og selve figuren? Hvilken stand er den nu i? Jeg havde passet så godt på den. Nu er den måske spredt for alle vinde, lemmerne sønderrevede, kappen flået i stumper og stykker, alle våbnene gået tabt, pistolen og det smukke grønne lyssværd. Det er næsten ikke til at bære.
Jeg tænker på det resten af julen. Jeg kan ikke slippe det. Jeg skulle aldrig have solgt dem. Det gør så ondt indeni.
Under julemiddagen spørger jeg min søster.
”Hvorfor solgte jeg dem?”
”Du havde brug for pengene.”
”Hvorfor stoppede du mig ikke?”
”Jeg prøvede, jeg bønfaldte dig endda. Men du var hverken til at hugge eller stikke i. Du kiggede blot hånligt på mig og sagde, jeg var velkommen til selv at købe dem.”
”Men hvorfor stoppede du mig ikke?”
”Jeg var fire år yngre. Du var min storebror.”
Min søster har tårer i øjnene.
”Jeg elskede jo også Tusindårsfalken,” siger hun.