Han er så ivrig, han vil så gerne, åh han vil så gerne, han står og spjætter med benene, han strækker ud, han strækker helt ud, han er ved at gå i spagat, det ser næsten ud som om, han er ved at flække i to, han fortrækker ikke en mine, han ser meget alvorsfuld ud, hans blik er fokuseret, koncentreret, om lidt er der kamp, og han skal stå på mål, og alle vil kigge på ham, og han skal sørge for, at de andre ikke scorer, det er hans ansvar, hans ansvar alene, han skal bringe os til sejr, triumf, han er vores målmand, han er manden, der dirigerer tropperne, han er målmand på fodboldholdet FC Pluto.
Det har været en lang rejse at nå frem hertil. En dag, midt i dansktimen, i anden klasse, under en staveprøve, skider han i bukserne.
Han kan stadig høre de andre drenge og piger i klassen grine af ham, de holder sig for næsen, de peger på ham med deres små buttede fingre, de siger, han lugter af lort.
Og han kan stadig lugte den, den søde, tunge lugt, også nu, hvor han står på fodboldbanen med spredte ben og fremadrettet blik, også nu, hvor han taktfast strækker først sin ene arm, så sin anden arm, helt ud til siden.
Men nu er han voksen, nu skider han ikke i bukserne længere.
Han tager sin universitetsuddannelse, på statskundskab, og han er en fremragende studerende, han er flittig og dygtig og skarp og engageret og, trods sin naturlige skyhed, endog meget diskussionslysten. Han afleverer sit speciale, og da han har afleveret sit speciale, søger han om en ph.d, og når han, om få år, afleverer sin ph.d., vil han søge om en post doc.
Hans store interesse er militær krigsførelse, særligt den krigsførelse, de forenede amerikanske stater har udfoldet det seneste halve århundrede eller så.
Han læser stolpe op og stolpe ned om komplekse krigsstrategier og internationale, politiske spændinger, der bringes ud i deres yderste drabelige konsekvens, om krigene i Korea og Vietnam, og Cuba-krisen, hvor hele verden var få sekunder fra at gå under i et atomragnarok, om Kennedy og McNamara og Nixon og Kissinger og Rumsfeld og Bush Senior og Bush Junior, og de seneste invasioner af Kuwait og Irak, som krigsherren finder nødvendige, absolut nødvendige, for at opretholde international ro og orden.
Han noterer sig, at ikke mange er enige med ham. Det gør ham godt. Han har før stået alene, folk har før peget fingre af ham, han ved, hvad det vil sige at falde uden for pøblen.
En dag ringer en journalist fra et debatprogram til ham, og et par timer senere står han i et tv-studie på Amager over for en af Danmarks mest kendte journalister, en forfængeligt klædt, skaldet mand med spidse øjne og ører.
Før kameraet tændes udveklser krigsherren spøgefulde bemærkninger med journalisten om de kranieformede Fantomet-ringe, journalisten bærer på begge sine ringfingre, en ring til gode mennesker og en ring til at brændemærke onde mennesker.
Krigsherren mærker et svagt stik af misundelse, de er sjældne, ringene, han havde dem selv som barn, han elskede dem over alt på jorden, han gik ofte rundt med dem efter skoletid, knyttede næverne og drømte om alle de onde, modbydelige mennesker, han skulle brændemærke for tid og evighed. Men nu er de borte, ringene, han har flere gange ledt efter dem hjemme hos sine forældre, men forgæves, og han har aldrig siden set et eksemplar, før nu.
Har journalisten købt ringene senere eller har han haft dem siden han var barn? Rendte journalisten også rundt i sine forældres baghave efter skole og slog næverne ud i luften omkring sig og forestillede sig alle de forfærdelige mennesker, hvis kæber han ville knuse?
Krigsherren kigger ind i journalistens smalle, spidse øjne, der er ved at gennemløbe et par sider med notater, som ligger på det lille bord foran dem, han overvejer et kort øjeblik, om det mon ville være for upassende at spørge ind til journalistens barndom. Der er noget mystisk og gådefuldt over ham, denne besynderlige, velklædte mand, det er aldeles umuligt at tyde, hvad der foregår inde i hovedet på ham, tænker krigsherren, han bærer et pokerfjæs af Guds nåde.
Så tændes kameraerne, og der er ikke længere tid til pjat og pjank. Nu er det alvor, de forenede amerikanske stater har et par dage forinden invaderet Irak efter at landets tyranniske hersker, Saddam Hussein, gentagne gange har forhindret Natos folk i at underkaste landets våbenproduktion en nærmere undersøgelse.
Det er i marts måned, men juleferien sidder endnu i kroppen på de amerikanske piloter, med brede smil og julelys i øjnene vender de efter deres første bombetogt tilbage og beretter ivrigt til kameraerne, at ”Baghdad lit up like a Christmas tree,” da de kastede deres bomber ned over byen.
”Men er der ikke tale om en lidt overilet handling?”, vil journalisten gerne vide.
”Tværtimod”, svarer krigsherren, ”fortsat at sidde og trille fingre som visse andre europæiske lande ville være den rene og skære idioti.”
”George Bush Junior,” forklarer krigsherren, ”George Bush Junior er slet ikke så dum og naiv, som mange folk og journalister og akademikere gerne vil gøre ham til, at reducere ham til en forkælet, fordrukken udgave af sin far er alt for letkøbt. Man må ikke glemme, at den amerikanske preemptive war-strategi er en strengt nødvendig forholdsregel i en verden, hvor trusselsbilledet er under konstant forandring og pludselig kan eskalere fra hidtil usete kanter.”
”De vesterlandske magter må hele tiden være på forkant med udviklingen, de må hele tiden tænke i nye, hidtil uprøvede strategier, også selvom disse skurrer mod den politisk korrekte selvforståelse, det er vores eneste værn mod den tiltagende terror,” understreger krigsherren og kører en hånd igennem sit mørke, krøllede hår.
”Vi europæere er jo korrumperet af den europæiske mindreværdsfølelse, vi har så svært ved at fatte, at nogle gange, så er ord altså bare ikke nok, så må man gribe til handling, hård og kontant afregning, og anvende sund, militær magt, som de forenede amerikanske stater og George Bush Junior har gjort det.”
Mens han betragter journalistens Fantomet-ringe, slår det atter krigsherren, hvor uendeligt træt han er af pacifister, af folk, der bare lader stå til, mens gode verdener går under, og usamarbejdsvillige tyranner brutalt regerer og lader hånt om alle værdier, menneskets ubestridelige ret til frihed og demokrati, despoter, som denne verden desværre er fyldt med, der engang imellem trænger til et godt og grundigt gok i nøden.
Han er i det hele taget træt af ord, krigsherren, i hans egen ph.d.-afhandling er der alt for mange af dem og de vil ikke finde høre op, de bliver bare ved og ved og ved, og han kan efterhånden ikke længere hitte rede i dem, der er så mange, de vil så meget, de stritter i alle retninger, og årene går, og afhandlingen trækker ud, og de dage, hvor ingen journalister ringer, sidder krigsherren bare og glor ind i sin åndssvage skærm og lytter til den murrende lyd af computeren, og krigsherren forbander alle sine ord, han forbander dem lige ned i helvede, han kan ikke holde dem ud, og det er snart tre år siden, det er snart tre år siden, han overskred sin deadline, snart tre år siden han sidst fik udbetalt en løn fra universitetet.
Han bøjer sig forover, han strækker sig helt ud i ryg og arme, så fingerspidserne rører gulvet, meget let, han er ved at være klar, han er ved at være klar til den store kamp.
Så går kampen i gang.
Krigsherren styrter frem på banen, hans hold er i angreb, han holder sig bagerst, oppe ved midterlinjen, han er taktikeren, fordeleren, der skal sørge for, at angrebet kommer til at flyde så optimalt som muligt, at afleveringerne falder når de skal, hurtigt, skarpt, præcist, og at angrebet afvikles effektivt og finder det perfekte balancepunkt, at det hverken forceres unødigt med alt for få og alt for svære afleveringer frem i banen, men at det omvendt heller ikke går i stå og stivner i monotone spilninger tværs hen over banen uden mod og hjerte og angrebslyst.
”FREM, FREM!”, skriger han og skyder bolden ned mod sin højre angriber, der hurtigt tæmmer den og løber ned i hjørnet.
”IND, IND!! LØB IND!!!!!””
Angriberen kaster et lidt forvirret blik tilbage mod ham, men løber så ind mod den nærmeste stolpe og skyder tilbage mod krigsherren, der et kort sekund ser ud som om han er ved at snuble over bolden, han drejer en halv omgang rundt om sig selv og knalder så sin højre tå lige ind i bolden, så den farer igennem luften og rammer væggen bag målet.
”RETUR!!!!!”, brøler han, hans stemme er lige ved at knække over, blodet pumper løs i kroppen på ham.
Det andet holds målmand sparker bolden frem til en af sine medspillere, og så kommer de farende ned mod ham og hans hold, en pludselig kontramulighed, krigsherren fægter med arme og ben inde i målet, han løber fra side til side og gør sit bedste for samtidig at holde styr på sine tropper.
”IND I HAM!! IND I HAM!!! NU!!!!!!”, råber han.
Det største højdepunkt i min fodboldkarriere var, da jeg efter en kamp i sjette klasse får en krone af min træner, der fra en vis vinkel nærmest lignede Jan Mølby på en prik.
Vi spiller i en indendørsturnering i Rødkærsbro, og på et tidspunkt er alle mine medspillere undtagen vores målmand, sygeplejersken, blevet smidt ud. Hvis vi scorer, får vi alle vores medspillere ind på banen igen. Vi er to mod fire, vi har ikke en chance.
Sygeplejersken skyder bolden ud til mig, jeg trækker op langs den højre side, og samtlige modspillere begynder at løbe over mod mig, ud ad øjenkrogen aner jeg sygeplejersken trække op langs den venstre side, jeg venter til alle modspillerne er helt tæt på mig, venter, og så, med et hurtigt vristspark, skyder jeg bolden i en elegant bue uden om alle modspillerne og lige ned i fødderne på sygeplejersken, som straks hamrer den ind i målet.
Det er en taktisk genistreg, jeg er dagens helt.
Efter kampen sidder jeg på en bænk med den krone i hånden, og dér, en lørdag eftermiddag i den lokale sportshal i Rødkærsbro, tænker jeg, at det ikke alt sammen har været ganske forgæves, de mange udendørskampe i silende regn og mudder, ydmygelsen da vi på hjemmebane taber 21-1 til Stoholm, trods enkelte udmærkede angrebsforsøg fra min og lektorens side, slåskampen i Klejtrup, under overværelse af min faster, min ene fætter og to af mine kusiner, hvor jeg får et rødt kort og bliver smidt ud, fordi jeg er kommet i klammeri med en modspiller, der hvisker til mig, at han har tænkt sig at overfalde en gammel dame og stjæle hendes taske, de mange kampe og nederlag på andenholdet, de to korte uger på førsteholdet, hvor min træner for første gang ikke kalder mig Jasjin, en legendarisk russisk målmand, skønt jeg aldrig står i målet, men Lynet, fordi jeg afdribler tre forsvarsspillere og formår at slippe fri af dem, to uger, indtil min begrænsede teknik atter kommer til kort, og træneren atter degraderer mig til andenholdet, de efterfølgende mange kampe og nederlag på andenholdet, igen, alt imens ambassadøren, vores lokale Michael Laudrup, som endda ligner Michael Laudrup, med stoisk ro, suveræn strategisk begavelse og teknisk brillans stråler på førsteholdet, og et par år senere, sammen med taksatoren, som for at føje spot til skade, en fredag aften tager i svømmehallen med Marlene Møller, selvom troubleshooteren og jeg allerede har inviteret hende i det store frikvarter samme dag.
Og vi møder dem dér, ved det store bassin, smukke, brunøjede Marlene Møller i sin stramme, sorte heldragt, og jeg forlader straks svømmehallen, jeg vil bare hjem, og jeg græder hele natten, jeg græder over det alt sammen, mine elendigheder på fodboldbanen, min korte karriere som Lynet, min ulykkelige forelskelse i Marlene Møller, min stive, splejsede krop, der atter må krybe til den erkendelse, at den trods to uger på førsteholdet fortsat er dømt til et langstrakt liv i ensomhed.
Pludselig lykkes det én af modspillerne at afdrible en forsvarsspiller, og han er kun halvanden meter fra krigsherren, da han i en skarp vinkel skyder ind mod målet, et hårdt, tørt skud, krigsherren afværger, men bolden rammer ham med så stor kraft, at han ryger bagover og lander lige på halebenet, en spids smerte skyder op igennem rygsøjlen på ham, og bolden ryger tilbage til angriberen, der tager endnu en dribling og nu kun er en halv meter fra målet, krigsherren er desperat, han kan mærke blodet forsvinde fra sit ansigt, de må ikke score, og især ikke ham, husejeren, som flere gange er gået krigsherren på nerverne, det er hans ansvar, hans opgave, han sparker febrilsk ud med sine ben, og han rammer husejeren på skinnebenet, igen og igen, krigsherren ligger på ryggen med benene oppe i vejret og sparker, panisk, for fuld kraft.
”Hva’ fanden har du gang i?!!!”, husejeren er blodrød i hovedet af raseri.
Krigsherren prøver at komme på benene, men husejeren farer straks frem mod ham og presser sin højre næve ind i brystet på ham, så krigsherren er lige ved at falde bagover, han træder et skridt tilbage, han siger ikke noget, han ser udtryksløst frem for sig, lidt forvirret, rådvild, han kan mærke, han ryster indeni, folk fra begge hold kommer løbende og forsøger at holde husejeren tilbage, husejeren ligner en mand, der er klar til at slå ihjel, krigsherren siger stadig ikke noget, han er helt bleg i ansigtet, han vender hovedet væk fra husejeren, væk fra de andre, medspillere, modspillere, der står tavse, måbende, i en ring omkring dem, og han går ud af banen, væk, han vil bare væk.