Jeg ser dem bære hende ud, det er tidlig aften, klokken er omkring halv seks, himlen er mørk, sort, vejen er dækket af sne, kun fortovet er ryddet. Det er årets første rigtige snevejrsdag, vi har lige været ude at kælke i Søndermarken en times tid, min kæreste, min datter og jeg.
Der holder to politibiler på hver sin side af vejen, ved hjørnet, som jeg plejer at krydse over, når jeg skal i Døgnnetto. To politibetjente løber op ad vejen, den ene en meter eller to efter den anden. Først tror jeg, de løber efter nogen, en røver på flugt, en undveget morder, så ser jeg en ambulance dreje om hjørnet.
Politibetjentene vifter den ind, den kører langsomt, sneen falder, ingen siger noget. Da ambulancen når hen til hjørnet, stopper den, lige uden for det krøllede bånd i rødt og hvidt, som nødtørftigt afspærrer området, og hvor to andre politibetjente står vagt.
To Falckreddere og en læge træder ud af ambulancen, de går ind i opgangen, et minut går, måske to, så ser jeg båren blive båret ud, gadelygterne lyser svagt gult, støvet, det er en lille krop, den fylder under halvdelen af båren, man kan skimte noget hår, noget sort hår, og et drop, der er trykket ind i den ene arm, sneen falder ned over båren, en politibetjent hjælper til med at bære den, de bærer båren, forsigtigt, ind i ambulancen, sneen falder ned over dem, langsomt, vægtløst, alt er sort og hvidt og gult og støvet, ingen siger noget, to politibetjente står på den anden side af vejen.
Båren trækkes ind i ambulancen, politibetjenten træder tilbage, en af Falckredderne lukker bagdøren, den anden sætter sig ind foran, motoren starter, men ambulancen holder endnu stille, den holder stille et minuts tid, så begynder den at bakke bagud, ned ad vejen, stille, roligt, ud til hjørnet, hvor den, stadig baglæns, drejer til højre, en politibil holder foran ambulancen, politibilen starter motoren, begge biler speeder op, politibilen og ambulancen, de kører ned ad gaden, de tænder sirenerne, sne falder.
To dage senere, en tirsdag aften ved nitiden, ser jeg dem komme tilbage, moren, faren, sønnen. De parkerer deres store bil ved fortovet uden for min dør, der er stadig sne på vejen, moren stiger ud på venstre side, faren på højre side.
Moren åbner døren til bagsædet og hjælper sønnen ud, mens faren begynder at samle poser og pakker sammen fra bagsædet og bagagerummet, blomster, bamser, håndskrevne kort.
Sønnen er knap trådt ud af bilen, før han begynder at skrå over vejen, moren griber fat i hans ene arm, holder ham, så begynder hun at gå med ham, de krydser vejen, går hen til hoveddøren. Jeg hører døren gå op, da de træder ind i opgangen, der lyder et stumpt brag, da døren smækker i bag dem.
Faren står stadig ved bilen, han har hænderne fyldt med poser, blomster, bamser, han lukker dørene, skrår over vejen, hurtigt, ved fortovet foran hoveddøren stopper han op, han ser på de levende lys i små, runde glaskrukker, der står samlet i en halvbue for foden af vinduet på tredje sal, de enkle blomsterbuketter, som ligger oven i hinanden, et par håndskrevne kort med hilsener fra mennesker, han aldrig har mødt, han står der med sine poser i hænderne, hans krop er rank, hans hoved let foroverbøjet, så går han ind i opgangen.
Kort tid efter træder han ud på vejen igen, han har en smøg i munden, den gløder i mørket, han går hen til bilen, han åbner døren til bagsædet og bagagerummet, han tager flere poser ud af bilen, han kigger op fra bilen, kigger udtryksløst ned langs gaden, først til den ene side, så til den anden. Så lukker han dørene og låser bilen med centrallåsen, der lyder et svagt bip, han går over gaden og ind igen.