Fra anden til syvende klasse er lægen min bedste ven.
Lægen har brunt hår, brune øjne og vigende hage. Han buler lidt ud om livet, hans fortænder er skæve, det ser ud som om den ene tand er ved at presse den anden ud af munden på ham, og han har en lille talefejl, der gør, at han udtaler alle k’er som t’er. Både hans fornavn og efternavn begynder med k, så det er altid lidt af en pine at overvære ham, når folk spørger, hvad han hedder.
Han bor i et hvidt murstenshus for enden af vejen sammen med sin far, der er advokat med egen praksis i Viborg, og sin mor, som går hjemme og passer ham og hans lillebror, den senere fodboldredaktør, og tager solarie og hver måned, i samklang med de andre overklassefruer i kvarteret, farver sit hår i en ny nuance af henna.
Advokat og læge, minder min mor mig flere gange om, det er det bedste man kan blive, når man bliver stor og voksen. Så det vil jeg også være en dag.
Hver sommer tager lægen og hans mor og far og fodboldredaktøren til Italien, hvor de spiller tennis om formiddagen og ligger udstrakt under solen om eftermiddagen, og når lægen kommer hjem, sund og buttet og brunet af middelhavssolen, har han altid kufferten fuld af alt det legetøj, man ikke kan få i legetøjsbutikkerne i Viborg, og alle de tegneserier, man ikke kan få hos den vrisne købmand i Bruunshåb.
På lægens værelse flyder det med alle disse forunderlige hæfter på fremmede sprog, tegneserier, der ikke bare handler om kendte helte som Superman, Batman, Edderkoppen og Hulk, men om ukendte, mystiske helte, jeg aldrig før har hørt om, som den sælsomme troldmand Doctor Strange, mesteren af sort magi, og hans superheltegruppe The Defenders, der består af et broget, lidt aparte ensemble, herunder havmennesket Namor, den kosmiske Silver Surfer og den kvindelige viking Valkyrien.
Nogle gange, når jeg ligger på hans værelse og bladrer igennem disse hæfter med helte, jeg end ikke anede eksisterede, tænker jeg, at jeg næsten ville slå ihjel for at få fingre i dem.
En sommer vender lægen hjem fra Italien med den smukkeste action figur, jeg nogensinde har set. Det er en stor Superman-figur, fremstillet af legetøjsfabrikken Mego i anledning af premieren på den første Superman-film med Christopher Reeve i hovedrollen.
Superman har og vil altid være den mest klassiske af alle superhelte.
Han debuterer i 1938 i Action Comics nr. 1, skabt af to unge, jødiske knøse fra Cleveland, forfatteren Jerry Siegel og tegneren Joe Shuster.
På forsiden af det første nummer løfter han ubesværet en grøn bil over hovedet, mens hans røde kappe flagrer bag ham. Folk styrter væk i rædsel, de magter ikke synet af dette overmenneske, det er for voldsomt.
Allerede året efter, i 1939, får han sit eget blad med den enkle titel Superman. Et ikon, en udødelig helt er født.
Hvor de fleste superhelte er født som helt almindelige dødelige væsner, der først senere i livet springer ud som superhelte, enten fordi de er blevet bidt af en radioaktiv edderkop, eller blevet bestrålet af en gammabombe, eller har fået sprøjtet et særligt superhelteserum ind i kroppen, eller af et væsen fra det ydre rum har fået overdraget en speciel ring, der beskytter mod alle ikke-gule farer, er det omvendt med Superman.
Superman er simpelthen født som superhelt under sit oprindelige navn Kal-El på planeten Krypton et sted langt, langt ude i rummet.
Og det er først senere i livet, da Krypton er sprunget i luften og Superman få sekunder forinden er blevet sendt ud i rummet i en raket af sin far, videnskabsmanden Jor-El, og er landet på en øde mark lidt uden for Smallville, Kansas, hvor han bliver fundet af ægteparret Jonathan og Martha Kent, der tager ham til sig som deres egen og navngiver ham Clark Kent, at Superman påtager sig rollen som et ganske almindeligt, jordisk menneske af kød og blod.
Superman er mere gud end menneske, han er den største helt af alle, han er heltenes helt.
Men alt dette går hen over hovedet på lægen, for ham er Superman blot en sjov helt, der kan slå på tæven.
”Se, hvad jeg har fået, ” siger han og rækker action figuren frem mod mig.
Han holder figuren i det ene ben, lader den hænge i en akavet stilling med hovedet nedad, som om det blot er en mere eller mindre ligegyldig genstand i plastic, et simpelt stykke legetøj på linje med alle andre stykker legetøj, som man kan behandle efter behag.
”Den har min far tøbt til mig.”
Jeg tager den op i mine hænder, jeg kører forsigtigt min venstre hånd hen over brystemblemet, jeg kan næsten ikke tro mine egne øjne.
Figurens hoved er formet som Christopher Reeves, og den er iklædt en enkelt syet dragt i polyester, som man kan knappe op på ryggen og tage af og på.
Dragten er koboltblå, garneret med et gult bælte, røde underbukser og en stor, rød kappe, der folder sig ud fra halsen og smyger sig ned langs ryggen for så at stoppe lige et par millimeter over knæhaserne.
På fødderne bærer figuren et par røde plasticstøvler med takket kant, akkurat som i tegneserien, men desværre uden den gule farve øverst, sikkert fordi det ville være for dyrt at fremstille.
Der er noget majestætisk over den figur, dens stolte positur, den perfekte anatomi med den ranke ryg, det hævede brystparti og de muskuløse arme og ben, den smukke, enkle konstellation af blåt og rødt, gennemskåret af det gule bælte, og det ikoniske emblem på brystet med det gule ’S’ omkranset af et rødt pentagram, som her er syet fast til kostumet og ikke blot, som i den mindre udgave af Mego Superman-action figuren, bankdirektøren hentede hjem fra Italien forrige sommer, består af et billigt produceret klistermærke, der, med mindre højere magter griber ind og begynder at sprede små mirakler på jorden, uvægerligt vil falde af efter få ugers leg.
Det er som om Superman, heltenes helt, gudernes gud, her har fundet sin hidtil mest sublime form.
”Stal vi lege?”
Først hører jeg dem ikke, ordene, de lyder som noget fra et sted langt, langt væk, en svag, uforståelig mumlen, så mærker jeg pludselig noget hive i min hånd, og før jeg når at vende tilbage til det lille hjørneværelse på Tyttebærhøj, ser jeg lægens fingre trække Superman-figuren ud af mit greb og kyle den tværs igennem rummet, så den, nærmest i slow motion, vender sig om sig selv nogle gange for så, med et hårdt klask, at ramle ind i væggen på den anden side og tumle ned på gulvet.
”Tom så, Superman! Tæmp!! ”, råber lægen og tramper i gulvet med sin ene fod.
Superman ligger på gulvet i en unaturlig, forvredet stilling, hans arme og ben er krøllet sammen, han er tydeligvis i smerte. Jeg siger ikke noget, jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Lægen samler atter figuren op, og så, uden mindste koreografiske sans, uden mindste forståelse for figurens elegante æstetik, kyler han den ind i væggen igen og igen og igen.
”Pas på, her tommer Superman! Han tan slå alle triminelle trystere i smadder!!”
Jeg ser, hvordan den smukkeste af alle Superman-action figurer dag for dag bliver mere og mere mishandlet, hvordan den flotte røde kappe bliver slidt og flænget og begynder at gå op i syningen, hvordan malingen begynder at skalle af hans før så kraftige, sorte hår på hovedet, hvordan leddene langsomt bliver løsere og løsere, så man skulle tro Superman var blevet ramt af muskelsvind og nu vakler fortabt rundt i universet, prisgivet onde magter.
Og så, en onsdag eftermiddag, mister figuren sin sidste rest af værdighed, da det højre ben, efter endnu et fatalt fald, knækker lige under knæet og nu, pludselig, hænger og dingler og svajer og ser ud som om det ikke længere hører til resten af kroppen.
”Nej… ”, tænker jeg for mig selv, ”det er ikke Superman, sådan er Superman ikke, hans ben brækker ikke, hans krop er usårlig (så længe der ikke er kryptonit eller en rød sol i nærheden), det er en deformitet, en misdannelse, en perversion.”
Og jeg kan stadig høre lægens jubelråb, ”Tæmp, Superman! Tæmp!!”, når jeg nat efter nat sidder med min bærbare i køkkenet til langt ud på de små timer i håbet om at finde alt det, der ikke længere kan findes, alle de urørte action figurer i uåbnede æsker, som tiden og hjerteløse børn som lægen har slettet næsten alle spor af, så kun de lange nætter og de udtørrede kontaktlinser og den glødende computerskærm og den tiltagende stivhed i arm og nakke står tilbage.